Man skal ikke have ondt af de tusindvis af medarbejdere i staten, som nu skal rykke hele deres liv fra København til provinsbyer som Esbjerg, Ribe eller Rønne, hvis de vil beholde deres job.
Det er meldingen fra Venstres landdistriktsordfører, Thomas Danielsen, efter regeringen i dag fremlagde sin længe ventede plan for udflytning af statslige arbejdspladser.
Flere end 3.900 statslige arbejdspladser står nemlig til at blive flyttet væk fra hovedstaden - heriblandt 390 arbejdspladser i NaturErhvervstyrelsen, som nu skal rykkes til Sønderborg i Sønderjylland.
Ifølge tillidsrepræsentant Michael Jensen er mange berørt af situationen. Men de bekymringer giver V-ordføreren ikke meget for.
- Jeg mener ikke, det er synd for de medarbejdere, der nu skal arbejde ude i landet frem for i hovedstadsregionen. Og jeg forstår ikke, hvorfor man prøver at få det til at lyde sådan, siger han.
Bedre balance i Danmark
Ifølge Venstres landdistriktsordfører er der mange jurister og økonomer, der igennem tiden er blevet tvangsforflyttet til København i takt med, at staten har centraliseret flere og flere af de statslige opgaver i hovedstadsområdet.
- Det er jo lige så synd at blive tvangsforflyttet fra Lemvig til København som omvendt, understreger han og fortsætter:
- Det er dem, vi gerne vil imødekomme med den store udflytning. Derudover skal vi sikre, at der er en bedre balance af statslige ansatte i Danmark.
En stor del af de medarbejdere, der i dag arbejder i de berørte styrelser, råd og andre statsinstitutioner, er medlemmer af juristernes og økonomernes fagforening, Djøf.
Og ifølge Lars Qvistgaard, der er formand for de offentligt ansatte i fagforeningen, er det højst hver fjerde medarbejder, som indtil videre har tænkt sig at rykke med, når arbejdspladsen flytter.
- Derfor bliver det en stor udfordring for den myndighed, der skal flytte et nyt sted hen, at finde de resterende 75 procent. Der skal man blandt andet til at rekruttere i lokalområderne, siger Djøf-formanden.
Nemt at finde ny arbejdskraft
Det kommer ikke bag på Thomas Danielsen, at det blot er hver fjerde Djøf-ansat, der har tænkt sig at rykke med. Men det kommer ikke til at betyde noget, mener Venstres landdistriktsordfører.
- Man kan snildt rekruttere kvalificeret arbejdskraft derude. Da vi tidligere rykkede Den Digitale Tinglysning og Skat til provinsen, oplevede vi en stor effektivisering og et højere driftsniveau end tidligere, til trods for at det var meget, meget få af de oprindelige medarbejdere, der valgte at rykke med, siger han.
Thomas Danielsen understreger dog, at der er brug for at sikre en god vidensoverdragelse fra de gamle medarbejdere til de nye.
- Det er et område, der skal prioriteres – også økonomisk. Hvordan det mere konkret kommer til at ske, kan vi ikke give noget entydigt svar på. Der er forskellige muligheder og løsninger på det, siger V-ordføreren.