Venstre om børneporno-gråzone: Brug loven i stedet for at stramme den

Både S og DF taler for at stramme loven, så det bliver lettere at straffe personer, der udbreder børnebilleder på erotiske hjemmesider målrettet pædofile. Men V er imod en stramning.

Venstres Karsten Lauritzen mener ikke, at der er behov for at stramme lovgivingen omkring børnepornografiske billeder i gråzonen.

"Rødhåret skønhed med fregner".

Sådan bliver en cirka 13-årig dreng beskrevet på en blog, der slår sig op på at handle om smukke teenage-drenge. På hjemmesiden poserer den rødhårede dreng på flere billeder i bar overkrop med en lænke over skulderen.

- Det er klamt og grænseoverskridende, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, da DR Nyheder viser ham et udvalg af billeder, som er en del af en ny analyse.

Analysen er lavet af organisationen Red Barnet og er af i alt 400 hjemmesider, som befinder sig i en børnepornografisk gråzone, fordi billederne ikke viser børnenes kønsdele eller overgreb på børnene. Dermed er de ikke umiddelbart ulovlige.

Til gengæld er de så krænkende, at de burde koste en tur i fængsel for den eller dem, der har lagt billederne på hjemmesiden for de smukke teenagedrenge, mener Peter Skaarup.

Side 9-positurer

- Billederne kan bruges af pædofile netværk, og derfor skal vi også tage seriøst, at den slags billeder florerer på nettet, siger han.

Også Socialdemokraterne er åbne for en stramning af lovgivningen. Retsordfører Trine Bramsen siger:

- Det her er billeder af poserende børn, der er afbildet som voksne i en position som en side 9-pige. Det bryder jeg mig ikke om.

Venstre vil til gengæld ikke stramme.

Brug lovgivningen i stedet for

- Jeg synes, det er nogle stødende billeder, og det tror jeg også, at de fleste almindelige mennesker synes. Men vores fremmeste eksperter i landet har kigget på det her område for ganske nylig. Deres anbefaling er, at man ikke skal ændre ved den lovgivning, vi har i dag, siger retsordfører Karsten Lauritzen.

Ifølge ham konkluderer eksperterne nemlig, at området i forvejen er dækket af lovgivningen mod blufærdighedskrænkelse, børnepornografi og persondataloven. Så i stedet for at ændre den eksisterende lov, bør man håndhæve den, lyder det fra Venstre.

- Vi bør i stedet tilføje politimæssige ressourcer til efterforskning af, hvor billederne kommer fra. For hvis man ændrer for meget, vil man kunne komme til at kriminalisere mennesker, man egentlig ikke vil kriminalisere, siger Karsten Lauritzen.

300 anmeldelser om måneden

Red Barnet modtager hver måned omkring 300 anmeldelser af onlinebilleder og film med mistanke om overgreb på børn. Cirka én ud af ti anmeldelser er om billeder i gråzonen.

Det vil sige billeder, som ikke er ulovlige her i landet, men som udstiller børn på en måde eller i en kontekst, som er krænkende for barnet.