Mødet med en suspekt type i en mørk gade eller park er ikke virkeligheden for mange danske unge, når de ønsker at købe hash.
I stigende grad er det venner og bekendte fra de unges nærmiljø, som sælger hashen.
Det viser en rundspørge foretaget af DR Nyheder blandt 10 SSP-afdelinger landet over.
Ni af dem svarer, at de unge i løbet af de seneste år i langt højere grad får fat i hash gennem kammeraterne frem for traditionelle pushere fra kriminelle miljøer.
- Når der er byfester, koncerter, sidste skoledag eller andre ting, hvor de unge samles, ser vi, at der er nogle unge, som ikke er der for at nyde musikken eller arrangementet. De er der for at sælge hash til jævnaldrende, fortæller Steen Bach, leder af SSP & Forebyggelse i Esbjerg Kommune.
Vennepusheri
Steen Bach har over 30 års erfaring som SSP-konsulent og medarbejder på et forebyggelses- og misbrugscenter. Og han ser en tendens.
- I stigende grad er der tale om det, der hedder vennepusheri, siger Steen Bach.
Rundspørgen bakkes op af de foreløbige resultater af den årlige ungeprofilundersøgelse, som blandt andet Socialstyrelsen og en række kommuner står bag. Her har over 29.000 skoleelever fra hele landet deltaget, 0g hver fjerde af dem, som svarer, at de ryger hash, siger, at de køber det fra jævnaldrende eller ældre venner.
Til sammenligning svarer 17 procent, at de køber hash fra en ukendt person.
Ingen frygt for smadrede knæskaller
Hos Nordjyllands Politi genkender politikommissær Claus Serup udviklingen.
Han mener, at vennepusheriet gør op med en afgørende barriere, som tidligere har afholdt mange unge fra at købe hash.
- Mange unge vil have en naturlig skepsis i forhold til at købe hash fra en, hvis kriminelle og økonomiske motiver den unge ikke kender. Men den forsvinder, når pusheren er en ven. Det bliver for bekymringsfrit og nemt.
- Groft sagt, så lever den unge ikke i frygten for smadrede knæskaller, siger politikommissær Claus Serup, som er ansvarlig for forebyggelse.
Og når hashen handles blandt venner, får myndighederne meget sværere ved at lave forebyggende arbejde, forklarer Claus Serup.
- Nu har vi med en kreds af unge at gøre, som ikke er kendt af politiet og ikke færdes i de klassiske kriminelle miljøer. Det siger sig selv, at det gør det svært at lave en målrettet indsats.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1269258519791336