Torsdag afgør byretten i København, om der udelukkende var tale om brandstiftelse, eller om det var terror, da fem etnisk danske mænd satte ild og forsøgte at sætte ild til blandt andet Politiskolen, en rækker pelsfirmaer og den græske ambassade.
De fem mænd er mellem 21 og 24 år og er tiltalt efter straffelovens terrorparagraf for at stå bag politisk motiverede brandstiftelser. Ifølge anklagemyndigheden hører de til den mest aktivistiske og militante del af venstrefløjen.
Vidtrækkende konsekvenser
Uanset resultatet vil det komme til at fastlægge, hvordan vi definerer terror, mener eksperter.
- Dommen kan få ganske vidtrækkende betydning ved at fastlægge, hvor grænserne for terrorparagraffen går, siger professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard til Ritzau.
De fire blev taget på fersk gerning om natten den 26. april 2011 under et forsøg på at sætte ild til Politiskolen. Den femte mand blev anholdt i maj.
Tiltalt for flere brandattentater
Ud over brandforsøget handler anklagerne om et brandattentat med molotovcocktails mod den græske ambassade og for at have planlagt vold og brandstiftelse på loftet i Rejsestalden på Christiania.
Derudover er to af dem tiltalt for flere brandattentater og forsøg på brandstiftelse i 2010 og 2011 blandt andet mod Kopenhagen Fur, Nestlé, Politiskolen og PET i Søborg. I alt er der sket skader for 10 millioner kroner.
Anklager: Det var terror
Og anklageren i sagen, Bo Bjerregaard forsøger at få de fem dømt efter terrorparagraffen. Han mener, at den laveste grad af forsæt om at begå terror er opfyldt, fordi de unge mænd var klar over, at deres handlinger muligvis ville skræmme befolkningen eller ødelægge central struktur, og stadig gennemførte dem.
Erkender brand mod Politiskolen
Fire af mændene har erkendt brand mod politiskolen i april, men alle nægter terror. Selv forklarer mændene sig med, at brandangrebet på Politiskolen var hævn for politiets rydning af Ungdomshuset og for politiets opførsel under klimatopmødet og rydningen af Brorson Kirken. Men de nægter at det skulle være direkte politisk motiveret.
I Danmark har vi aldrig tidligere haft en terrorsag om brandstiftelse, så det er derfor svært at sige, hvad de tiltalte risikerer, hvis de bliver fundet skyldige i terror. Men tidligere er der givet 12 år for forsøg på terror.
Afgørelsen falder i Københavns Byret torsdag klokken 13.00, og dommen bliver afsagt den 20. december.