Vandmasserne truer: Egon lukker åer og havne

Nordsjælland er lørdag aften under pres på grund af forhøjet vandstand. Beredskab kæmper mod vandmasserne.

Vandstanden i Lemvig Havn steg allerede fra eftermiddagstimerne. (Foto: © Morten Stricker, Scanpix)

Stormen Egon lægger lørdag aften et hårdt pres på det nordlige Sjælland. I Frederikssund Kommune har man valgt at lukke flere åer. Også nabokommunen Halsnæs er presset. Her har man sat en prop i kanalen gennem Frederiksværk.

Frederikssund Kommune oplyser, at det er åerne i Over Dråby Strand og Dalby Huse, hvor vandstanden er blevet så faretruende høj, at man har valgt at lukke dem med sandsække og pumpe vandet ud af åerne.

Man har desuden sendt beredskab til Kulhuse i det nordlige Hornsherred mellem Isefjord og Roskilde Fjord for at fylde sandsække og for at hjælpe med at transportere dem til folks adresser.

Vedbæk havn lukket

Nordsjællands Politi oplyser, at man på Vedbæk Havn har afspærret et område, fordi vandet er gået over kanten. I Hornbæk Havn står vandet også helt til kanten.

Længere mod Vest på Gniben på den yderste del af Sjællands Odde meldes der om brud på et dige.

Operativ chef i Beredskasstyrelsen Lars Høg Schou oplyser, at man er til stede med 21 mand, som skal etablere et 200 meter langt dige af sandsække.

Limfjordskommuner venter på søndag

I kommunerne omkring den vestlige del af Limfjorden er det søndagen, som man med en vis ængstelse ser frem imod.

Her har DMI udsendt varsling om forhøjet vandstand på op til to meter, og det vil betyde, at vandet flere steder vil stå højere end kajkanten med oversvømmelser til følge.

Langs fjorden er de kommunale beredskaber dog klar til at tage imod vandmasserne, hvis de skule vove sig op, hvor de ikke hører hjemme.

- Vi har lagt sandsække ud ved de virksomheder og butikker, som blev oversvømmet sidste gang. Lige nu er vandet 20 centimeter fra kanten, fortæller Birgitte Bushøj, beredskabschef i Struer, til Ritzau.

Egon ramte Nr. Vorupør. (Foto: © Hanne Majlandt, Brugerbillede)

Sandsække til beboerne

Også i Skive, som ligger længere mod øst i fjorden, er man parat til at tage mod vandet.

- Lige nu pumper vi lidt nede ved havnen, men ellers er der ingen problemer. Men det kan jo være, at det kommer til at se anderledes ud i morgen, fortæller teamleder Henrik Hjort fra Park og Vej i Skive Kommune.

Mod vest - i Lemvig og Thyborøn - bliver der lørdag aften udleveret sandsække til beboere på havnen i Thyborøn.

- Folk har jo en vis erfaring fra tidligere med, hvem der plejer at få vand, så de får udleveret sandsække, som de kan lægge for døre og kældervinduer, fortæller vagthavende indsatsleder Michael Christensen til Ritzau.

Han fortæller desuden, at man nøje følger vandstandsprognoserne for at være på forkant med situationen.

- De kan jo ændre sig hele tiden, men vi tager vores forholdsregler derefter, og vi har både pumpekapacitet og sandsække klar, hvis vandet skulle begynde at løbe ind i Lemvig by, fortæller indsatslederen.

VIDEO Sådan rusker Egon i Danmark lørdag aften og nat. Klik på pay.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54b13ec4a11f9d18bc6d22bc

Broer åbner klokken 23-24

Ifølge varslingen fra DMI lørdag aften, så vil vandstanden i den vestlige del af Limfjorden toppe fra søndag morgen til søndag eftermiddag.

Storebæltsbroen lukkede tidligt på eftermiddagen ned for biltrafik, mens togene fortsætter med at køre. Klokken 19.40 kom turen så til Øresundsbroen. Over sundet er også togdriften indstillet.

Storebæltsbroen ventes først at åbne for biler omkring midnat, mens Øresundsbroen forventeligt vil åbne for trafik allerede klokken 23.

/ritzau/

BRUGERBILLEDER Egon raser - vandstanden stiger

  • Vandet kaster sig ind over Hammerhavnen Bornholm. (Foto: © Jesper Christensen, Brugerbillede)
  • Hanne Majlandt traf Egon i Hanstholm. (Foto: © Hanne Majlandt, Brugerbillede)
  • Hanne Majlandt fik et billede af Egon, der rammer Nørre Vorupør. (Foto: © Hanne Majlandt, Brugerbillede)
  • En forbipasserende bil forsvinder i skum på Hirtshals havn, skriver Junita D. Karlsen til sit billede. (Foto: © Junita D Karlsen, Brugerbillede)
  • Man skulle tro, det var et snelandskab, Amanda stod midt i. Men stormen har skabt skum på vandet, der har lagt sig på Hirtshals havn. (Foto: © Junita D Karlsen, Brugerbillede)
  • Flere færger ligger stille i stormen, men tidligere på dagen var blandt andet Ærøfærgerne på vandet i det sydfynske øhav. (Foto: © Knud Erik Christensen, Brugerbillede)
  • Havet slår ind over det nye havbad i Nørre Vorupør. (Foto: © Poul Arne Hebsgaard, Brugerbillede)
  • DMI har varslet om forhøjet vandstand, og her i Rørvig Havn er bådbroerne allerede druknet. (Foto: © Claus Holmgaard, Brugerbillede)
  • Man kan lige ane Ærøfærgen i det stormfulde vejr. (Foto: © Knud Erik Christensen, Brugerbillede)
  • Også på Enø ved Næstved havde Egon allerede taget godt fat lørdag klokken 15.18. (Foto: © Jan Lundstrøm, Brugerbillede)
  • Man risikerer at blive godt våd, hvis man tager en gåtur på Hirtshals Havn i dag. (Foto: © Jens-Peter Skagen Bylund, Brugerbillede)
  • Åbningen af Ny Nørreport station i dag i stormende vind. (Foto: © Sean Bodin, Brugerbillede)
  • Stormen Egon giver flotte bølger. Taget lørdag eftermiddag oppe ved Svinkløv Badehotel, skriver Annette Svendsen. (Foto: © Annette Svendsen, Brugerbillede)
  • Et oprørt hav ved stranden ved Kanhavekanalen på Samsø. (Foto: © Morten Kjeldgaard, Brugerbillede)
  • Den voldsomme blæst pisker Vesterhavet til skum som malerisk hvirvles over vestmolen, skriver Tommy Jensen til sit billede. (Foto: © Tommy Jensen, Brugerbillede)
  • Jens-Peter Skagen Bylund var en tur forbi Hirtshals Havn i eftermiddag. - Egon er dårligt kommet i gang her klokken 14.30. Så der skal nok komme gang i den, skriver han til billedet. (Foto: © Jens-Peter Skagen Bylund, Brugerbillede)
  • Billedet er taget et stykke fra Mårup Gamle kirke, hvor Egon virkelig viste tænder, skriver Bo Folmer. (Foto: © Bo Folmer, Brugerbillede)
  • Kresten Skak Jensen har taget dette billede, hvor bølgerne slår imod stenene, der beskytter stranden ved Stolbro strand. (Foto: © Kresten Skak Jensen, Brugerbillede)
  • Indkørslen til Lakolk Strand på Rømø. Taget lørdag ved 15.30-tiden. (Foto: © Henning Kühl, Brugerbillede)
  • Blæst og højvande men også opklaring på vej, skriver Jens Dejgaard Jensen til sit billede fra Frederiksværk Havn. (Foto: © Jens Dejgaard Jensen, Brugerbillede)
1 / 20