I landsbyen Tune sydøst for Roskilde er problemet med PFAS i grundvandet blevet meget konkret.
Flere af det lokale vandværks drikkevandsboringer er blevet lukket på grund af forurening med de svært nedbrydelige kemikalier.
Vi møder vandværkets driftsleder ved en af de lukkede vandboringer, der ligger i et naturområde lidt uden for landsbyen.
- Vi finder det her i slutningen af 2021, og der bliver den simpelthen lukket ned. Der har vi så måttet trække fra nogle af de andre boringer, vi har. Vi har lukket tre boringer med for høje PFAS-værdier, fortæller Kurt Ardal Larsen.
Fandt ren boring i fjerde forsøg
Boringen var ellers relativt ny, så det var en streg i regningen, da han måtte lukke for hanen.
- Så har vi forsøgt med at bore nogle nye boringer. Der har vi boret to i første omgang, hvor begge også var forurenet af høje værdier af PFAS. Så borede vi en mere. Den var så også forurenet. Og så har vi været så heldige at finde, en der var helt ren, siger driftsleder Kurt Ardal Larsen.
Han oplyser, at det rundt regnet koster en million kroner at etablere en ny vandboring, så PFAS-forureningen belaster det beboer-ejede vandværk.
- På lidt over halvandet år har vi investeret 5,5 millioner i at finde rent drikkevand ved at lave nye boringer, nye ledninger og analyser, så det har været en kæmpe udfordring for os, fortæller Kurt Ardal Larsen.
I den første tid efter vandboringerne blev lukket, måtte vandværket skrive ud til landsbyen beboere med besked om at spare på vandet.
- I foråret (2022, red.) skrev vi ud, at hvis de skulle vande haven og fylde havebassinet, så var det fra klokken 9 om aftenen til klokken 4 om morgenen, fordi ellers så havde vi ikke kunnet klare det, fortæller driftslederen.
Nogle vandværker lukket på grund af PFAS
I foreningen Danske Vandværker genkender direktøren problemet fra Tune.
- Der er nogle af vores medlemmer, som for eksempel har været nødt til at lukke boringer eller har været nødt til at lukke for vandværket og få vand fra et andet vandværk, siger Susan Münster.
Danske Vandværker forventer ligesom Danske Regioner, at problemet med PFAS-forurening af vores grundvand vil vokse sig større og større i de kommende år.
I går fortalte DR, at regionerne har fundet 104 steder, hvor der er målt PFAS mere end 100 - og i mange tilfælde mere end 1000 - gange så højt som grænseværdien.
Men regionerne har indtil nu kun lavet målinger på omkring 10 procent af de steder, hvor de mistænker, at der kan være forurening med de sundhedsskadelige og svært nedbrydelige PFAS-kemikalier.
Frygter det er toppen af isbjerget
Og derfor vil der blive fundet mange flere store PFAS-forureninger af grundvandet i de kommende år, vurderer vandværkerne.
- Vi er også bekymrede på den lange bane, for måske er det bare toppen af isbjerget, vi ser lige nu, siger Susan Münster, der er direktør i foreningen Danske Vandværker.
I Tune har de nye, rene vandboringer betydet, at der for nuværende er kontrol over situationen. Men de seneste års problemer giver grund til bekymring, mener vandværkets driftsleder.
- PFAS’en forsvinder ikke af sig selv. Hvis det skal løses, så skal det altså renses væk, og det skal pumpes væk, og der er der nogle mennesker på højere plan, der skal gå ind i det, for at få det til at køre, siger Kurt Ardal Larsen fra Tune Vandværk.
Det er endnu ikke undersøgt til bunds, hvad der er skyld i PFAS-forureningerne i Tunes drikkevandsboringer, men både regionen og vandværket peger på en række tidligere brandøvelsespladser og lossepladser i området.