Usikre DNA-analyser: Tyske forskere fandt rævelort i stedet for ulvelort

På grund af ”usikkerhed med DNA-analyser” fjerner Aarhus-forskere nu kort over, hvor der er fundet spor af ulv i Danmark.

Forskerne på Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum i Aarhus trækker nu deres bud på, hvor mange ulve der har været i Danmark, tilbage. Her er det en ulv i Skandinavisk Dyrepark nær Ebeltoft. (Foto: © Lars Rasborg, Scanpix)

Hvor mange ulve er der egentlig i Danmark?

Det spørgsmål har forskere, landmænd og naturinteresserede stillet igen og igen, siden man i slutningen af 2012 observerede en ulv på Thy – det var første gang på dansk jord i næsten 200 år.

Svaret på spørgsmålet har forskere fra Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet (DCE) og Naturhistorisk Museum Aarhus (NHMA) forsøgt at give, på baggrund af DNA-prøver foretaget på lorte, der kunne ligne ulvelorte.

Lortene har frivillige indsamlet i den danske natur.

Men nu trækker de to organisationer kortene, der viser hvor ulven har været i Danmark, tilbage fra deres hjemmesider.

Usikre DNA-prøver

Årsagen er, at der har været ”usikkerheder med DNA-analyser anvendt i perioden 2013-2015”, skriver forskerne i en pressemeddelelse.

- Det skyldes jo, at der er opstået tvivl om nogle af de metoder, der har været anvendt. Og for at undgå enhver tvivl, så trækker vi resultaterne, indtil de er blevet nøje gennemgået, siger Peter Sunde, der er seniorforsker ved Aarhus Universitet og nu overtager ansvaret for arbejdet med ulven, til DR Nyheder.

Prøverne skal nu igennem en ”grundig validering”, lyder det videre. Samtidig vil Århus-forskerne i højere grad bruge vildtkameraer til at forsøge at finde ud af, hvor det firbenede rovdyr færdes.

Tyskerne fandt rævelort

Forskerne fra Aarhus Universitet fortalte i juni 2015, at de havde bevis for, at der havde været 40 ulve i Danmark.

Det er blandt andet dette kort over ulvens færden i Danmark, der nu trækkes tilbage. (Foto: © Naturhistorisk Museum Aarhus)

De ulvelorte, der lå til grund for udmeldingen om de 40 ulve, blev senere sendt til analyse på det anerkendte Senckenberg-institut i Tyskland. Her genfandt forskerne langt fra det samme antal ulvelorte – til gengæld fandt de ganske mange rævelorte.

De tyske forskere kunne kun finde bevis for, at der havde været fire ulve i Danmark, inklusiv den første fra Thy, som blev fundet død. Derimod fandt de mange rævelorte.

Forskerne i Århus nedjusterede derefter deres skøn af, hvor mange ulve, der har været i Danmark til mellem 20 og 23. Et tal, som altså nu skal efterprøves.

Samtidig kommer der nye folk i spidsen for ulveovervågningen i Danmark.

Udover seniorforsker Peter Sunde fra Aarhus Universitet skal forskningsansvarlig Kent Olsen og seniorforsker Thomas Secher Jensen fra Naturhistorisk Musuem for fremtiden forsøge at holde styr på, hvor mange ulve, vi har her i landet.