Håndkøbsmedicinen ibuprofen kan føre til, at unge mænds hormonbalance kan blive som en 70-årig mands.
Det viser et nyt dansk-fransk forskningsprojekt, som er lavet i samarbejde med forskere fra Bispebjerg Hospital og det franske Institut for Sund og Sygdom, Inserm.
Studiet viser, at unge mænd, der har taget de smertestillende gigtpiller ibuprofen i bare 14 dage, kan risikere at skade mændenes produktion af testosteron.
Og den besked lyder ikke godt i ørerne på to unge mænd, som DR møder i Bruuns Galleri Aarhus.
Niels Justesen, der er arkæologistuderende i Aarhus, siger:
- Jeg tænker, at det umiddelbart ikke er så godt, at det kan have en negativ effekt på mænds hormonbalance. Det kan jo skabe en uheldig situation for de mænd, der tager det.
- Helt generelt synes jeg, at det dårligt, at man bare kan gå ind i en butik og købe ibuprofen som håndkøbsmedicin. Hvis det er rigtigt, at pillerne kan påvirke mænds hormonbalance, så bør man ikke kunne købe dem i håndkøb. Så skal de være på recept.
- Jeg bruger meget sjældent selv hovedpinepiller og andet smertestillende. Jeg synes ikke, at jeg har behov for det – det er måske bare en gang om måneden.
Undersøgelsen bygger på 31 unge mænd, der er blevet inddelt i to grupper. Den ene fik 600 mg ibuprofen to gange dagligt i 44 dage, den anden gruppe fik placebo.
- Når undersøgelsen er lille, så tænker jeg, at belægget for at pillerne kan forstyrre testosteronbalancen er ret lille. Det vil kræve flere og større undersøgelser. Selv hvis der bare er en chance, så synes jeg, at det er frygteligt, at man kan købe den slags medicin i håndkøb. Måske kommer der også en ændring på området, hvis det bliver bevist i større studier, at medicinen er skadelig, siger Niels Justesen.
Kasper Skou Sørensen, der lige er blevet færdig med at læse HF enkeltfag, bruger heller ikke ret meget smertestillende medicin, han prøver at undgå det.
Unødig medicin er ikke godt at bruge, for man ved aldrig hvilke bivirkninger, der er, siger han.
- Jeg vil klart tænke over den her undersøgelses resultater, hvis jeg skal købe medicin i fremtiden.
Det er ikke første gang, at et studie peger på konsekvenser ved at tage ibuprofen. Men det er første gang, at forskere har undersøgt, hvordan brugen af ibuprofen påvirker voksne mænds hormonbalance.
Lægemiddelstyrelsen har ikke på nuværende tidspunkt planer om at fjerne ibuprofen som håndkøbsmedicin.
- Vi kommer ikke ud med en anbefaling om ændret brug af præparatet. Vi mener ikke, der er grund til bekymring. Man skal ikke lade være med at tage medicinen på baggrund af studiet. Der skal drages flere samlede konklusioner.
- Det er et interessant studie, der i vores optik fremsætter en teori, og den teori er tilstrækkelig velunderbygget til, at vi har valgt at tage den op i det europæiske samarbejde under Det Europæiske Lægemiddelagentur EMA, siger Nikolai Brun, chef for Lægemiddelstyrelsen.
Takeda, der producerer Ipren, skriver i en mail til DR, at man "altid er meget opmærksom, når der kommer nye informationer, der kan have betydning for patienternes sikkerhed".
- Lægemiddelstyrelsen har i dag meldt ud, at de sammen med de øvrige EU-lande vil se nærmere på studiet og den øvrige litteratur på området og på den baggrund vurdere eventuelle konsekvenser. Vi ser frem til denne dialog, lyder det.
Præparater med ibuprofen
- •
Brufen SR
- •
Brufen
- •
Ibumax
- •
Ibumetin
- •
Ibuprofen Actavis
- •
Ibuprofen Orifarm
- •
Ibuprofen Teva
- •
Ibutop Actavis
- •
Ipren
- •
Ipren gel
- •
Pedea