Unge bag dødstrusler mod Yahya Hassan

Dødstruslerne mod digteren Yahya Hassan kommer fra unge, som lever i et parallelsamfund, mener forsker.

Det er unge danskere med indvandrerbaggrund, der står bag størstedelen af truslerne på livet mod digteren Yahya Hassan, siger politiet.

- Fuckkng hund din luder. Du skal bare dø din hvalp! Din beskidte luder. Jeg vil så meget gerne dræbe dig. Fucking skære dig i småstykker din bums. Håber jeg ser dig en dag, så visser jeg dig helvede!

- Glæder mig til at se dig en dag vil trappe på dig til du dør du fortrænger ikke engang at leve DU ER FØDT SOM EN FUCKING KLAM DYR jeg stikker dig op i din mor din hund.

Sådan lyder to af de mange dødstrusler, som digteren Yahya Hassan har modtaget siden han stod frem på DR og fremsagde sine islam-kritiske digte på tv.

Unge står bag dødstrusler

Det har medført en ren bølge af vrede mod Yahya Hassan, der er blevet kaldt alt fra luder, hund og svin i flere af de meget udførlige dødstrusler på facebook.

I langt de fleste tilfælde er afsenderne unge mennesker, fortæller politikommissær i Københavns Politi, Bent Bathzer Sørensen.

- Mange gange er det unge mennesker, der sidder og skriver trusler på nettet uden at tænke over, at det kan få nogle meget store konsekvenser.

Han understreger, at der er tale om meget alvorlige trusler.

Seks personer står til fængselsstraf

I alt har politiet undersøgt 27 dødstrusler mod Yahya Hassan, hvoraf de seks er så alvorlige, at det nu fører en straffesag med sig.

- Vi har vurderet de seks til at være så alvorlige, at vi sigter personerne for at overtræde straffelovens paragraf 266 om trusler på livet. Strafferammen for at true andre på livet er to års fængsel, siger Bent Bathzer Sørensen.

Forsker: Trusler kommer fra parallelsamfund

Ifølge lektor og forsker i religiøse minoriteter, Mehmet Ümit Necef, fra Syddansk Universitet er de unges reaktion et udtryk for det todelte samfund, vi lever i.

- De lever i en parallel kultur, hvor de kommer i klubhuse og moskeer, hvor disse holdninger er hverdag. De ser arabisk fjernsyn, hvor sådanne udtryksformer bliver brugt, og de tror, at det er i orden at bruge sådanne ord over for andre.

Kender ikke ytringsfrihed

Han mener, at de unge ikke har forstået den danske ret til ytringsfrihed, fordi mange af dem aldrig er blevet introduceret for den.

- Der findes ingen tradition i islam for at kritisere religion, som der gør i vestlig kultur. Og det betyder, at de unge mennesker tager det personligt, når islam bliver kritiseret, for det er hvad de har lært.

Truslerne ovenfor er gengivet som de står på facebook.