En ung mand er ved Københavns Byret blevet varetægtsfængslet i 26 dage for at hjælpe gerningsmanden til terrorangrebet i København.
Manden er sigtet efter straffelovens paragraf 237 for i forening og efter aftale at have skaffet Omar Abdel Hamid El-Hussein en skudsikker vest og mindst en kniv.
Straffelovens paragraf 237 lyder: "Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid".
Den sigtede nægter sig skyldig og afviser at udtale sig under retsmødet, oplyser DR's reporter i byretten.
Retten har nedlagt navneforbud i sagen med henvisning til, at den sigtede risikerer unødig krænkelse.
Manden er altså sigtet for medvirken til gerningsmandens handlinger den 14. og 15. februar, der ramte Krudttønden på Østerbro og den jødiske synagoge på Krystalgade i Indre By.
Han blev anholdt fredag og er således den tredje, der sidder fængslet i sagen.
I forvejen sidder to mænd varetægtsfængslet for at hjælpe Omar Abdel Hamid El-Hussein.
De er sigtet for at hjælpe med at skaffe et våben af vejen, give et tilflugtssted til gerningsmanden og hjælpe med at skaffe de to pistoler, der blev brugt ved skyderiet i Krystalgade.
De er altså ikke sigtet for selve terrorangrebet.
Terrorangrebet mod Krudttønden og synagogen i Krystalgade skete over weekenden den 14. og 15. februar.
Her skød og dræbte gerningsmanden Omar Abdel Hamid El-Hussein først den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard ved et debatmøde om ytringsfrihed om lørdagen.
Natten til søndag skød og dræbte han den 37-årige Dan Uzan, da gerningsmanden forsøgte at komme ind til en fest i den jødiske synagoge i Krystalgade.
Fem politifolk blev også såret i angrebene, som endte med at koste gerningsmanden livet.