Ung fra Solhaven i retten: Jeg blev slået til bevidstløshed

For første gang vidnede en ung tidligere anbragt på opholdsstedet Solhaven i retssagen mod 12 mænd.

Opholdsstedet Solhaven er gået konkurs, og en fond skal nu drive opholdsstedet videre. (Foto: © Brian Rasmussen, Scanpix)

- Pludselig bliver døren åbnet og mit hoved bliver skubbet ind i reolen, og jeg mister bevidstheden.

Sådan fortæller en nu 25-årig mand om en oplevelse, han havde med to pædagoger på opholdsstedet Solhaven i Nordjylland.

De står sammen med 10 andre tidligere ansatte på Solhaven tiltalt for grov vold og mishandling af de anbragte unge på opholdsstedet i en verserende retssag, der begyndte den 2. september.

Onsdag formiddag skulle den 25-årige mand som den første tidligere anbragte fortælle om sin tid på Solhaven.

- Jeg gik ud som et lys

- Da jeg vågner igen, så slår P mig ved min nyre og i ansigtet med knyttede næver. Så jeg besvimede igen. Jeg gik ud som et lys, fortæller han om den episode, der ifølge anklageskriftet fandt sted i 2005.

Forud for episoden havde den dengang 16-årige dreng provokeret de ansatte og truet dem med tæsk, fortæller han.

Efter episoden siger en af de to ansatte til drengen, at "det her er aldrig sket," fortæller den unge mand fra vidnestolen.

Han er lyshåret og bredskuldret. Han taler roligt og svarer klart på alle anklagerens spørgsmål.

Kæreste med i retten

I dag har han sin kæreste med i retten. Hun sidder på salens tilhørerpladser og lytter til hans vidneforklaring.

I alt er 12 tidligere ansatte fra Solhaven tiltalt for både grov vold og mishandling af 21 unge anbragte. Flere af de dem er også tiltalt for ulovlig tvang og for trusler mod vidner.

Efter voldsepisoden i 2005 skal drengen på sygehuset, fortæller han fra vidneskranken. Her truede den tidligere forstander af opholdsstedet ham med, at der "ville blive plantet noget på ham, eller der ville blive skrevet noget ubehageligt i hans sag," hvis han fortalte om episoden til nogen, hævder den unge mand.

Billeder på nettet

Efter episoden lagde den dengang 16-årige dreng alligevel billeder ud på nettet af sit blodige tøj, fortæller han.

- Jeg lagde billeder ud af min blodige T-shirt og mine skader på Arto. Men jeg blev bedt om at fjerne dem, siger han.

Han ønskede ikke, at tre af de tiltalte tidligere ansatte på Solhaven skulle være til stede under hans vidneforklaring, men dommeren afviste hans ønske, men bad dem sætte sig bagerst i salen.

Risikerer op til fire års fængsel

Den unge mands bistandsadvokat mener, at drengen både blev udsat for vold og for nedværdigende behandling i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention.

Hun kræver 100.000 kroner i erstatning for tort.

Retssagen mod de 12 tidligere ansatte varer frem til 31. marts 2014, som planen ser ud nu. De risikerer op mod fire års fængsel, hvis de bliver kendt skyldige i anklagepunkterne.

Alle 12 mænd nægter sig skyldige i vold mod de unge, men de forklarer, at magtanvendelser var nødvendige over for de unge på opholdsstedet.