Underviserne på de danske videregående uddannelser, såsom universiteter og professionshøjskoler, får gode karakterer af deres studerende. Især når det kommer til undervisernes faglighed.
Det viser en større undersøgelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet blandt over 120.000 studerende.
På en skala fra et til fem, hvor fem er den bedste karakter, er de studerede blevet bedt om at vurdere blandt andet undervisernes faglighed og deres evne til at give feedback.
Hvad angår fagligheden scorer underviserne i gennemsnit 4,3. Størst er respekten hos de næsten 43.000 universitetsstuderende, der giver deres undervisere de højeste karakterer af alle uddannelsestyper.
Modsat scorer underviserne på erhvervsakademierne lavest.
Når spørgsmålet falder på undervisernes evner til at give feedback, er karaktererne til underviserne generelt lavere.
Og selv om respekten for det faglige niveau er højest hos underviserne på universiteterne, får de selvsamme undervisere lavest karakterer i feedback.
Her scorer underviserne på de kunstneriske uddannelsesinstitutioner højest.
Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) håber, at undersøgelsen kan sætte tanker i gang hos de enkelte institutioner. Han afventer deres reaktion, før han vil omsætte resultaterne i politisk handling, oplyser han.
Samtidig er resultaterne også ment som et tilbud til de kommende studerende, der fremover skal vælge uddannelser.
- I første omgang skaber undersøgelsen gennemsigtighed, om hvor de studerende er tilfredse med fagligheden, feedback og lignende, for de der påtænker at tage en uddannelse, siger Søren Pind.
- Det håber jeg, at de vil inddrage i deres overvejelser.
/ritzau/