Ulvene er dukket op igen

Jæger så en sygdomsramt han-ulv i et øde hedeområde mellem Ikast og Ejstrupholm.

Ulven blev fotograferet af en fotofælde i Harrild Plantage sydvest for Silkeborg. (Foto: © Hans Poulsen)

De midtjyske ulve er set igen - og senest fredag aften i denne weekend.

Jægeren John Chris så en hanulv ved Harrild Hede, som er et øde område mellem Ikast og Ejstrupholm.

Han skrev i sin beretning til Naturhistorisk Museum:

"Ser den ca. 160 meter ude. Det er en han, da den letter ben 4 gange. Den er voldsomt plaget af skab og har ikke hår tilbage på halen og flere bare pletter, og i det hele taget ser den meget tynd ud."

Der har ellers været rygter om, at nogen havde skudt en eller flere af ulvene i Midt- og Østjylland, blandt andet fordi det var et stykke tid siden, nogen sidst havde set dyrene.

Men zoologen Mogens Trolle siger, det er meget normalt, at mennesker ikke ser dyrene i lange perioder. De er nemlig sky og meget dygtige til at holde sig ude af syne.

I tirsdags så en anden jæger en ulv jage og nedlægge en rådyr-unge i samme område.