Det var ikke en blanding af en hund og en ulv, men en fredet ulv, der blev nedlagt på en mark uden for Ulfborg i april sidste år.
Det sagde specialanklager Ulrik Panduro, da Danmarks første retssag om et ulvedrab blev indledt i Vestre Landsret.
Den supplerende undersøgelse blev lavet efter dommen ved byretten i Herning for et år siden. Her blev manden bag det dræbende skud idømt 40 dages betinget fængsel.
Manden gentog i landsretten sin forklaring om, at han antog dyret for at være en hund med ulveblod i årerne.
Da han hørte resultatet fra den nye dna-undersøgelse fra det tyske Senckenberg Research Institute stillede han spørgsmålstegn med instituttets objektivitet.
Han har bedt myndighederne om lov til at udtage en ny vævsprøve fra det dræbte dyr, som han for egen regning vil have det tyske institut ForGen i Hamburg til at se på.
Men anmodningen om en ekstra vævsprøve er afvist.
Kent Olsen, videnskabelig chef på Naturhistorisk Museum Aarhus, var indkaldt som vidne for at udlægge resultatet af den supplerende undersøgelse.
- Deres resultat bekræfter den viden, vi allerede har - at der er tale om en ulv. Det her udelukker, at der kan være tale om en hybrid.
Det er dog ikke det samme, som at der ikke er hunde-dna i det dræbte dyr, understregede han, for ulven og hunden er så nært beslægtet, at de i en vis udstrækning deler dna.
Sagen fortsætter onsdag med de afsluttende bemærkninger fra forsvarer og anklager og forventet dom.
/ritzau/