Ukraine beskylder Rusland for at stå bag sabotage på gasrørledningerne i Østersøen.
- Gaslækagerne fra Nord Stream 1 er intet anet end et terrorangreb planlagt af Rusland og et angreb mod EU, skriver Mikhail Podoljak, rådgiver for den Ukrainske præsident, Zelenskyj, på Twitter.
- Rusland ønsker at destabilisere økonomien i Europa og skabe panik før vinteren, skriver han.
Også den polske statsminister pegede i går fingeren mod Rusland, når man skulle finde årsagen til de tre lækager, der i øjeblikket betyder, at store mængder gas strømmer op til havoverfladen i området omkring Bornholm.
'Rusland mister ikke specielt meget'
Den danske statsminister, Mette Frederiksen, sagde i går, at lækagerne er opstået ved en "bevidst handling" og eksperter har fastslået, at det har krævet store mængder sprængstof at fremkalde eksplosioner af den størrelse, som der er blevet registreret.
Ifølge Anders Puck Nielsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, er det mest sandsynlige da også, at den russiske stat står bag ødelæggelserne.
- Jeg synes, når man kigger på det, at der er meget, der gør at man godt kan få den tanke at Rusland kan stå bag det her, siger han.
Men hvorfor skulle Rusland have interesse i at sprænge en gasledning, som de selv kan bruge til at fragte gas til Europa?
- De mister ikke specielt meget ved det her. Det er godt nok deres gasrørledninger, men der løber ikke rigtig noget gas igennem dem, siger Anders Puck Nielsen.
Rusland lukkede i begyndelsen af september for gasleverancerne gennem Nord Stream 1 og Nord Stream 2 er aldrig taget i brug, da Tyskland standsede godkendelsen i februar i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine.
Rusland har gennem hele konflikten forsøgt at bruge de russiske gasleverancer til Europa, som et pressionsmiddel, der skal afskrække europæiske lande fra at sende våben til Ukraine.
Kan være skjult trussel mod ny rørledning
Derfor kan Vladimir Putin have interesse i at ødelægge gasledningerne for at sende et budskab til Vesten, mener Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet.
- Dels er det skræmmende, og det minder europæerne om, at krigen i Ukraine også kan være farlig for os, siger han.
- Derudover får det den effekt, at gaspriserne stiger, og der bliver stillet spørgsmålstegn ved vores energiforsyning, fastslår han.
Han peger på, at den formodede sabotage af Nord Stream 1 og 2 sker samtidigt med, at Danmark og Polen i går fejrede åbningen af en anden gasledning, Baltic Pipe, der med norsk gas skal mindske afhængigheden af russisk gas.
- Hvis der også skulle ske noget med den nye gasrørledning, ville det få gasprisen til at stige endnu mere, siger han.
- Jeg kunne godt se for mig, at Rusland kunne have nogle interesser i at understrege over for Europa, hvor store konsekvenser det kan have, hvis krigen i Ukraine fortsætter, siger Anders Puck Nielsen.
- Og endelig tror jeg, at de vil forsøge at bruge den her usikkerhed om, hvem der står bag til at plante nogle historier, som måske kan skabe splid i den vestlige alliance, hvis der eksempelvis er mange tyskere, der bliver overbeviste om, at amerikanerne står bag, så kan det være det kan give nogle fordele i Ukraine, siger militæranalytikeren.
- Det er sådan nogle ting, der gør, at jeg synes at man må stille sig selv det spørgsmål, om det ikke kunne være russerne, der står bag, siger han.
Forsvarets video af gassen, der bobler op fra lækagen
Forsvarsminister til møde med NATO-leder
Sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus, Jake Sullivan, kaldte i nat i et tweet gaslækagen på Nord Stream 1 og 2 for "formodet sabotage". Også den russiske regering siger, at sabotage ikke kan udelukkes, og at sagen skal undersøges.
Her til morgen skal forsvarsminister Morten Bødskov (S) mødes med Jens Stoltenberg, generalsekretær for forsvarsalliancen NATO, i Bruxelles for at drøfte situationen.
Forsvarsministeren ville i går ikke pege på et muligt motiv.
- Men det er klart, at når man kigger på Østersøen generelt, så er det et område, hvor der har været et øget spændingsniveau, og vi er i løbende dialog og tæt samarbejde med vores allierede om håndteringen af spændingsniveauet i Østersøen, sagde Bødskov i går.