Mens amerikanerne har haft ‘Operation Warp Speed’ for at skaffe vacciner, har vi nærmere haft ‘Operation Forsigtig’.
Først var EU fodslæbende forsigtige med at lave aftaler med vaccineproducenterne. Så var vi lidt mere forsigtige end andre lande med at godkende dem. Og endelig var de danske myndigheder forsigtigst af alle og lod to vacciner blive i dybfryseren på grund af sjældne bivirkninger.
Men nu er vi ved at nå et punkt, hvor valutaen i vaccinekapløbet ikke længere kun er rå handlekraft og knitrende dollarsedler. Det handler i stedet om, hvor meget tillid til vaccinerne, der er opsparet i befolkningen.
Og det er formentlig grunden til, at vi nu har overhalet USA og har givet første stik til en større andel af befolkningen, end de har på den anden side af Atlanterhavet:
I denne uges gennemgang af coronatallene vil jeg se nærmere på, hvordan den danske befolknings tillid snart kan betyde, at vi vil have en af de allerhøjeste vaccinedækninger i verden. Og hvorfor det kan blive vigtigt, når sommeren er overstået, og vi risikerer en ny epidemi.
Donuts og kæmpepræmier er ikke nok
Det er selvfølgelig en skarpvinkling at skrive, at vi har overhalet USA. De har stadig fået langt flere vaccinedoser leveret, og det betyder, at de er meget længere med at færdigvaccinere folk, end vi er.
Så for en god ordens skyld får du også lige den graf:
Når jeg i denne artikel fokuserer på dem, der har fået første stik, er det fordi, det giver et billede af, hvor det hele ender om nogle måneder.
I USA er kurven fladet ud i takt med, at de har haft sværere og sværere ved at finde nye personer, der er villige til at lade sig vaccinere.
Det er ikke fordi, amerikanerne ikke lægger sig i selen.
Vaccinerede kan få passet deres børn og blive kørt gratis til et vaccinationscenter. Der er gratis øl, sportsbilletter og donuts. Man kan sågar vinde en million dollars i et lotteri for vaccinerede. Listen over lokkemidler er alenlang.
Man er også i gang med at vaccinere de 12-15-årige allerede. Over fire millioner børn har fået første stik.
Alligevel er der færre og færre, der møder op for at blive stukket. Det ser ud som om, de er ved at ramme loftet for, hvor mange der vil sige ja.
Sådan er det ikke herhjemme. Og derfor vil vi sandsynligvis ende med at have langt flere færdigvaccinerede.
Nu er amerikanerne jo ikke et folk, der ligefrem er kendt for tillid til myndigheder, kunne du indvende.
Så hvad hvis vi sammenligner med vores naboer i EU?
Danskere er mere villige end de fleste
Man kan jo kigge på de ældste borgere, som alle lande prioriterer højest. De grupper burde landene altså efterhånden være ’færdige’ med at vaccinere.
Men i Frankrig er der for eksempel bekymring for, at en del af de ældre ikke er blevet vaccineret, selvom de er den gruppe, der har mest brug for beskyttelse. De ligger da også på en væsentlig lavere andel end i Danmark:
Man får dog endnu ikke et særlig godt billede ved at se på statistikker over andelen af vaccinerede. For EU-landene har endnu ikke fået leveret så mange vacciner, at de er løbet tør for skuldre at stikke dem i.
Men man kan jo spørge folk om, hvad de har tænkt sig. Det gjorde EU-Kommissionen senest i slutningen af maj, og der viste sig at være markant forskel på landene.
I den undersøgelse ligger Danmark som et af de lande med allerfærrest, der ikke vil vaccineres.
Her er en oversigt over, hvor mange der på det tidspunkt sagde kategorisk nej til vacciner i de forskellige lande:
At der kun er fire procent i Danmark som aktiv vil sige nej, stemmer fint overens med de løbende undersøgelser, som HOPE-projektet på Aarhus Universitet laver af danskernes holdning til vacciner.
Det betyder selvfølgelig ikke, at de resterende 96 procent af befolkningen med garanti ender med at blive vaccineret. Der vil også falde nogle fra, som bare ikke lige får det gjort, selvom de ikke har noget principielt imod vaccinerne.
Det betyder til gengæld, at Danmark sandsynligvis vil ende med at have vaccineret en større andel af befolkningen end mange af de andre lande.
Og det kan blive en fordel på den anden side af sommeren, for der stadig risiko for en ny opblussen i epidemien.
Deltavarianten tager over snart
Risikoen for en ny bølge skyldes primært den særligt smitsomme deltavariant, der efterhånden har fundet vej fra Indien til Europa og resten af verden.
EU’s svar på Statens Serum Institut, ECDC, regner med, at deltavarianten vil blive fuldstændig dominerende i hele Europa i løbet af august.
Den er så smitsom, at der selv i sommerperioden kan opstå udbrud. Det ser vi i øjeblikket i Storbritannien, hvor der er en markant stigning i smitten, selvom de har flere restriktioner, end vi har i øjeblikket.
Den største bekymring er dog, hvad der sker, når vi ikke længere får hjælp af sommervejret til at holde epidemien nede.
Fordi deltavarianten er mere smitsom, skal en meget stor del af befolkningen være immune for at stoppe en epidemi. Så mange, at de nuværende vaccinationsprogrammer formentlig ikke er nok.
Det betyder, at personer som ikke er vaccineret, fortsat vil have en ret stor risiko for at blive smittet.
Vaccinevilligheden i de enkelte lande vil gøre en forskel. Især blandt de ældre, som har langt større risiko for at få et hårdt sygdomsforløb.
Så det kan godt være, at Danmark har været skildpadden i vaccinekapløbet indtil nu. Men sandsynligvis vil vi ligge ret pænt i feltet, når det igen bliver alvor.