Har du problemer med næsen?
Det er i grunden et ret usædvanligt spørgsmål at få af en fremmed, men man omstiller sig hurtigt til en ny virkelighed. Så i morges svarede jeg endnu en gang bare ”nej, nej” og fik det med podepinden overstået.
Præcis ligesom adskillige hundrede tusinde andre gjorde det i dag.
Siden lyntest er blevet en billet til at deltage i samfundet, er det daglige antal eksploderet. Det seneste døgn er det blevet til intet mindre end 531.339 styk.
Så hvilken forskel gør det egentlig, at vi alle sammen render og lader fremmede rode i vores næsebor med jævne mellemrum?
Det vil jeg se nærmere på i denne uges forklaring af coronatallene.
Relativt få smittede findes med lyntest
Lad os begynde med at se på omfanget. De sidste par måneder er der foretaget knap 20 millioner lyntest.
Antallet af test har været støt stigende siden genåbningen i april, hvor man endelig kunne få trimmet lokkerne hos frisøren, hvis man havde coronapasset i orden.
Det er med til at gøre os til et af de mest gennemtestede samfund i verden, men det har selvfølgelig omkostninger.
Helt konkret koster det statskassen omkring 150 kroner pr. test, så det er tre milliarder på et par måneder.
I sammenligning med andre coronaudgifter er det måske til at overse, men oven i det er der alt besværet som millioner af mennesker har haft for at blive testet.
Så hvad har vi fået ud af besværet og omkostningerne? Lad os først se på, hvor mange der har fået en positiv lyntest.
I gennemsnit har det været cirka en ud af tusind testede:
En positiv lyntest betyder dog ikke nødvendigvis, at man er smittet. En sjælden gang imellem bliver testen positiv ved en fejl.
Selvom fejlene er sjældne, bliver det til en del, når man tager millioner af næseprøver.
Faktisk så mange, at omtrent 40 procent af alle positive lyntest de sidste to måneder har vist sig at være falske.
Det ved vi, fordi man som standard bliver anbefalet at tage en PCR-test (den gammeldags med pind i halsen), hvis en lyntest siger, at man er smittet.
Det har langt de fleste gjort, og resultaterne ser sådan ud:
Når man trækker de falske positive fra, er det altså i øjeblikket omtrent 200 reelt smittede, der hver dag bliver fundet, efter de har taget en lyntest.
Det kan ikke afvises, at nogle af dem havde taget en PCR-test, hvis der ikke havde været mulighed for lyntest. Men jeg tror, det er et mindretal.
Lyntest er blevet noget, vi får taget som et sikkerhedstjek i hverdagen, selvom vi ikke har symptomer eller andre grunde til at i tro, at vi er smittede.
Derfor mener jeg godt, man kan argumentere for, at lyntest betyder, at vi finder ekstra smittetilfælde.
Det kan være asymptomatiske smittebærere, som måske ville kunne gå rundt og smitte andre uden nogensinde at opdage, at de var smittede selv.
Det kan også være smittede, som endnu ikke har udviklet symptomer, når de fanges af en lyntest. Det kan betyde, at de isolerer sig tidligere og dermed forkorter den periode, hvor de kunne have smittet andre. Altså også en slags ekstra fund.
Så hvor mange ekstra bliver det til? De seneste to måneder har det i gennemsnit været lige under 20 procent:
Det er altså en relativt lille andel i betragtning af, at der bliver udført mere end dobbelt så mange lyntest som PCR-test. Men det kan have gjort en markant forskel.
Lyntest tager toppen af renten
Så hvorfor kan det gøre en forskel at finde lidt ekstra smittede? Det er, fordi en epidemi altid udvikler sig eksponentielt, altså med renters rente. Og her betyder de små marginaler rigtig meget.
Hvis 10 personer i gennemsnit smitter ni andre, dør epidemien stille og roligt ud. For hvert nyt led i epidemien bliver der 10 procent færre smittede. Altså en negativ rente.
Smitter de 10 derimod 13 andre personer, vil antallet af smittede hurtigt eksplodere. Det svarer til en ’rente’ på 30 procent, og coronavirus har så en generationstid på lige under fem dage, så der skrives ofte renter til.
Derfor kan de relativt få smittede, der er blevet fundet med lyntest, have gjort en ret stor forskel. Hver positiv test betyder, at man får brudt en smittekæde, som derfor ikke kan trække renter.
Man kan illustrere det med et regnestykke.
På en måned er vi gået fra at have omkring 600 til omkring 1.000 registrerede tilfælde om dagen. Det svarer til en rente på 10 procent hver femte dag, altså et kontakttal på 1,1.
Hvis den rente havde været 20 procent højere, fordi en masse smittekæder ikke var blevet brudt, ville vi have stået med en langt mere dramatisk udvikling.
Ovenstående er en illustration af princippet.
Det betyder ikke, at man kan sige, at vi ville have haft tre gange flere smittede på en måned uden lyntest. Epidemier er mere komplicerede at regne på end det.
Men illustrationen viser, at man over lang tid kan få en ret stor effekt af at dæmpe udviklingen en smule.
Og det er formentlig den slags effekt, vi har fået for milliarderne og alt besværet.
Hold øje med...
Den kommende uge vil jeg holde særligt med smittetallene.
Ikke fordi jeg er bekymret for endnu en bølge med hospitalspres og mange dødsfald. Den risiko er heldigvis forduftet med vaccinationerne af de mest sårbare.
I starten af januar døde der en person for hver 50 fundne smittetilfælde.
Denne uge har der gået et godt stykke over 1.000 smittede på et dødsfald.
Det, jeg spejder forsigtigt efter i tallene, er knækket.
Altså det knæk i smittekurven, der kommer, når sæsoneffekten og vaccinerne får så stor effekt, at de får smitten til at gå ned igen.
Den seneste måneds tid har der som sagt været en stille og rolig stigning i smitten med et kontakttal på 1,1. Men denne uges smittetal ser indtil nu ikke ud til at være højere end sidste uges.
Hvad så med den store genåbning fra sidste uge? Den burde vi kunne se en effekt af inden længe. Hvis smittetallene bliver ved med at være stabile, kan det betyde, at vi er ved at være på toppen af en relativt udramatisk tredje smittebølge.
Måske er det bare udsigten til en weekend med sommervejr, der bringer mig i en håbefuld stemning.
Nu må vi se.