Det kan være svært at tale med en, man grundlæggende er uenig med. De fleste af os kender situationen fra familiefesten:
Man sidder ved siden af en borddame eller -herre, som siger noget, man er aldeles uenig i. Men skal man så tone rent flag og sige sin mening ligeud? Eller er det bedre at forbigå bemærkningen i tavshed og i stedet få samtalen over på noget andet?
Andreas Lloyd må være en af de danskere, der har størst erfaring med at få folk til at blive i samtalen og tale sammen. Han er medstifter af initiativet Borgerlyst. Et samfundslaboratorium, kalder han det, hvor han har været med til at arrangere i omegnen af 100 såkaldte samtalesaloner.
Et koncept, hvor fremmede mødes og taler med hinanden om alt fra brandvarme politiske emner til store spørgsmål om kunst og eksistens.
Ifølge ham er det afgørende at lade folk se mennesket bag holdningerne, før man sætter gang i samtalen om det emne, der er uenighed om.
- Hvis man først har fattet lidt sympati for hinanden, for eksempel igennem en snak om noget ufarligt, som man er enig om, så kan man ikke så let gøre modparten til en stråmand, som man er sur på. Så tænker man i stedet, at han jo er en flink fyr, der holder med FCK, eller hvad det nu måtte være.
Og så er det vigtigt at have et helt klart mål for samtalen, før man går i gang med den, ligesom trangen til at overbevise andre om sine meningers rigtighed skal lægges på hylden.
- Har man den gode samtale for øje, så handler det ikke om at overbevise nogen om, at man har ret. Det handler om at samtale frem for at overtale, siger Andreas Lloyd.
De svære samtalers laboratorium
I nogle lokaler langt inde i de bygninger, der tilhører Columbia University, der har adresse i den amerikanske metropol New York, bliver der forsket i de svære samtaler.
Forsøgsdyrene er mennesker, der er villige til at sidde ansigt til ansigt og udveksle meninger med en fremmed, mens forskere overvåger deres interaktion.
Helt som forventet, når der tales om sprængfarlige emner som konflikten i Mellemøsten, abort og klimaforandringer, er det ikke altid, at det ender med smil og enighed. Men uenigheden er faktisk hele pointen.
Det er et forsøg på at skabe samtalesituationer med uløselige konflikter som midtpunkt, og de skal tjene som studier for forskerne, der forsøger at blive klogere på den gode samtales natur.
Hvad skaber en god samtale?
Forsøgene finder sted under det sigende navn ’Difficult Conversations Lab’, og i samarbejde med blandt andet universitetet i München er der foretaget hundredvis af den slags eksperimenter igennem mere end 10 år.
- Det, som vi forsøger at undersøge i laboratoriet, er de omstændigheder ved en samtale om splittende emner, der afgør, om en samtale går godt eller skidt, forklarer professor og socialpsykolog Peter Coleman over en telefon fra sit kontor på universitetet.
Mens foragt, frustration og vrede får nogle samtaler til at støde på grund i en grad, så de eskalerer og må stoppes før tid, er der andre, der trods uenighederne efterlader forsøgspersonerne med en fornemmelse af at have lært noget og en lyst til at fortsætte samtalen.
Peter Coleman har igennem karrieren studeret og skrevet bøger om de tilsyneladende uløselige konflikter, som plager verden, med stridighederne imellem Israel og Palæstina som bedste eksempel.
Det er for at blive klogere på den slags konflikter, at han sammen med sit hold har sat sig for at undersøge, hvilke dynamikker der henholdsvis afsporer og hjælper den konstruktive samtale på vej.
Kompleksitet og nuancer
Deltagerne i Difficult Conversations Lab bliver efter samtalerne bedt om at genhøre dem og vurdere, hvordan deres sindsstemning blev præget undervejs.
Blandt de vigtigste konklusioner er, at de vellykkede samtaler var præget af det, som Peter Coleman kalder en højere grad af kompleksitet.
En større del af følelsesregistret kom i spil. Folk oplevede også negative følelser som frustration og ubehag, men ikke udelukkende, og de udviste en fleksibilitet, der ikke var til stede i de samtaler, der gik skidt.
- De overvejede emnerne på en mere kompleks og nuanceret vis, og deres følelser under samtalerne var mere komplekse. De følte både negativitet og frustration, men også tilfredshed med for eksempel en god pointe, de selv bidrog med, eller at modparten sagde noget interessant.
- Ligeledes var de gode samtaler også mere præget af parternes vilje til at spørge ind til hinandens holdninger og ikke kun forfægte egne synspunkter, siger Peter Coleman.
Resultatet blev, at de par, der havde vellykkede samtaler også var i stand til i fællesskab at forfatte en erklæring, som de begge kunne stå inde for, om det emne, som de ellers var uenige om.
Den gode samtale kan hjælpes på vej
Næste skridt var derfor at undersøge, hvordan man kan fremelske den kompleksitet, der altså tilsyneladende er afgørende for, at ellers stærkt uenige mennesker kan have en konstruktiv samtale.
Der nåede forskerne frem til, at måden, som forsøgspersonerne fik præsenteret et emne på, spillede en stor rolle.
En konklusion, der måske siger en del om den betydning, som sociale medier har på den offentlige samtale.
På Facebook og lignende platforme bliver der skabt meningsbobler, hvor vi primært støder på holdninger, der flugter med dem, vi har i forvejen, og som derfor ikke forstyrrer vores verdensbillede.
Fik deltagerne inden samtalen et stykke papir, hvor argumenterne for og imod et kontroversielt emne var trukket hårdt op, havde det en negativ indflydelse på deres tilgang til samtalen.
Fik de derimod et papir med de samme argumenter, hvor de var præsenteret på en mere kompleks og mindre værdiladet måde, smittede det af på deres samtale.
- Hvis du leder folk i retning af argumenter, der har karakter af sandheder, så bevæger de sig ind i en slags lukket kommunikationsform.
- Men hvis man forsøger at lede dem i retning af at være så præcise som muligt i deres forståelse af emnet, så bevæger de sig ind i en mere åben og udforskende fase, der igen leder til mere konstruktive resultater, siger Peter Coleman.
Hamsterhjul og gentagelser
Jesper Bastholm Munk er konfliktmægler og underviser ved Center for Konfliktløsning.
Han har i sin karriere både hjulpet politiske partier og demonstranter på Tahrir-pladsen i Cairo med at få talt ordentligt sammen.
Han er med andre ord en erfaren herre udi kunsten at få folk, der er uenige, til at lytte og forstå hinanden.
Han advarer mod det, han kalder hamsterhjulet. En tilstand, hvor det samme mønster gentager sig og på den måde puster til gløderne under en uenighed eller konflikt.
- Når folk bliver grebet af noget, så bliver fakta til fortolkninger, der så bliver til følelser. Og når folk så begynder at påpege de samme ting igen og igen, så er det værd at være opmærksom på, for så er det tydeligt, at der er et problem, som vedkommende ikke synes, der bliver lyttet til, siger han.
Han giver et råd til at skabe den gode samtale, som han selv bruger i sit arbejde.
Gentag, hvad modparten siger, så du tydeligt lader forstå, at du hører, hvad der bliver sagt.
- Det fungerer at opsummere, når man er uenig. Simpelthen sige: "Jeg har hørt dig sige det og det, og det, jeg kan tilslutte mig, er det her", inden man smider sin egen holdning på bordet. Så føler folk sig hørt, og det gør dem mere tilbøjelige til også at lytte til dig, forklarer Jesper Bastholm Munk.
Splittelsen i USA
For Peter Coleman har forskningen i den gode samtale om de svære emner fået fornyet relevans på hans amerikanske hjemmefront.
Med valget af Donald Trump til præsidentembedet var det, som om splittelsen i befolkningen blev forværret yderligere.
På begge fløje står folk og skriger ad hinanden uden lyst, vilje eller evne til at forstå modpartens holdninger, siger han.
Professoren fra New York mener derfor også, at indsigten i, hvad der skaber den gode samtale, kan være med til at bygge bro over et splittet samfund.
- Det er et faktum, at folk begynder at føle frygt og afsky over for dem, der mener det modsatte. Enten taler de slet ikke sammen, eller også er samtalerne præget af stridigheder. Og så begynder vi at bakke op om politikere, der støtter samme kurs.
- Så det er vigtigt, at vi finder ud af, hvordan vi har de her svære samtaler med dem, vi er uenige med, siger han.
Interesse for modpartens synspunkter
Han giver et råd til, hvordan man lykkes med en samtale, hvis man skulle havne til bords med en person, hvis meninger får det til at stritte på en.
Man skal gøre op med sig selv, hvad man vil med samtalen. Har man som mål at få vedkommende til at opgive sine synspunkter, så vil samtalen med al sandsynlighed gå galt, siger Peter Coleman.
- Men hvis du virkelig er interesseret i at høre, hvad deres mening er og hvorfor, så er det til gengæld muligt, at du får en konstruktiv samtale, hvor du lærer noget og samtidig får modparten til at interessere sig for dine synspunkter, siger han.