Udviklingshæmmede skal kunne tvangsbehandles

Frank døde af en lungebetændelse. Han var udviklingshæmmet og nægtede at få taget en blodprøve. Minister vil have lavet loven om.

Franks mor, Mona Jensen, fortæller, at en blodprøve kunne have reddet Franks liv. Men Frank nægtede, og nu vil sundhedsministeren undersøge, om loven kan ændres, så udviklingshæmmede kan tvangsbehandles. (Foto: © DR)

Et flertal i Folketingets sundhedsudvalg åbner nu op for en lovændring, der gør det muligt at tvangsbehandle udviklingshæmmede og demente.

Mona Jensens søn var 42 år, da han døde for næsten to år siden. Frank var udviklingshæmmet, og han døde af en lungebetændelse, som blev opdaget alt for sent. Årsag: Frank sagde nej til at få taget en blodprøve.

- Frank kunne ikke forstå, hvad sådan en blodprøve kunne betyde for hans helbred. Blodprøven kunne have vist, at han havde bakterier i blodet. Og de kunnet have sat ind med en meget tidligere behandling, der sandsynligvis kunne have reddet Frank, siger Mona Jensen.

Et dilemma for lægerne

Ifølge dansk lovgivning må læger ikke behandle udviklingshæmmede eller demente mod deres vilje. Heller ikke selvom både læger og pårørende mener, at behandlingen er nødvendig.

- Det er desværre et stort problem i praksis, og det sætter lægerne i et dilemma, for de kan ikke yde den behandling, som patienten har brug for. Og det betyder manglende omsorg til en patientgruppe, som ikke kan forstå konsekvensen af at sige nej, siger Karin Mette Thomsen, der er juridisk chef i Lægeforeningen.

Minister: Lov skal måske laves om

I Danmark er det tilladt at bruge tvang, hvis en dement eller udviklingshæmmet nægter at få børstet tænder eller at få skiftet ble.

Sundhedsminister Astrid Krag (S) vil nu undersøge mulighederne for at ændre sundhedsloven, så det i visse tilfælde bliver muligt at tvangsbehandle udviklingshæmmede og demente.

- Det er et paradoks, at vi har at gøre med en gruppe mennesker, hvor vi inden for sociallovgivningen anerkender, at de er syge på en måde, der gør, at de ikke kan træffe fornuftige beslutninger for sig selv, og at man derfor for eksempel må bruge tvang, når de skal have børstet tænder. Men man må ikke bruge tvang, hvis de for eksempel er diabetikere og har sår på deres fødder, selv om det i sidste ende kan føre til koldbrand og amputation, siger hun.

DF: Risiko for en glidebane

Ministeren bakkes op af sundhedsordførerne i De Konservative, De Radikale, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.

- Vi er vist alle ved at være enige om, at der skal gøres noget ved det her. Men vi skal sikre, at en lovændring ikke fører til en glidebane, hvor tvangsbehandling bliver den nemme løsning for sundhedspersonalet, siger Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.

LEV: I orden med magtanvendelse

I Landsforening LEV, der arbejder for udviklingshæmmede, er ledelsen enig i, at lovgivningen skal ændres, siger Karin Mette Thomsen, juridisk chef i Lægeforeningen.

- Problemet er, at der er en gruppe af mennesker, der ikke kan overskue, hvad det betyder at få en behandling, og i yderste tilfælde kan det blive katastrofalt. Vi synes, at der skal laves magtanvendelsesregler, der kan bruges i yderste konsekvens, hvis man ikke kan komme igennem til patienten med pædagogiske midler, siger formand, Sytter Kristensen.