Sundhedsmyndighederne i England slår alarm, efter at 34 englændere er bekræftet smittet med en højresistent form for kønssygdommen gonoré.
Sygdommen har fået det mindre flatterende kælenavn super-gonoré, da den ikke kan kureres med almindelig behandling.
Selvom der endnu ikke er nogen danskere smittet med super-gonoré, bekymrer spredningen i England, siger Thomas Benfield, og overlæge i infektionssygdomme på Hvidovre Hospital.
- De 34 tilfælde er ikke så bekymrende i sig selv, men det er bekymrende, at sygdommen nu er kommet til England, der ligger så tæt på Danmark.
Kønssygdommen har spredt sig i England siden september måned sidste år, hvor det første tilfælde blev registreret i byen Leeds.
Ifølge Thomas Benfield ved man ikke præcist, hvordan bakterien er blevet resistent, men en forklaring kan være forkert brug af antibiotika.
- Når nu den er resistent, skal vi i gang med mere komplicerede ting, som betyder langvarig indsprøjtningsbehandling. Det bliver sværere at dæmme op for epidemien, for det kræver, at man hurtigt får behandlet de smittede, siger han.
Og det kan have store konsekvenser ikke at bliver behandlet – specielt for kvinder.
- Problemet med gonoré er, at det især hos kvinder giver underlivsbetændelse, der kan føre til infertilitet og kan give graviditet uden for livmoderen, der kan være livsfarlig, advarer Thomas Benfield.
Antallet af smittede danskere med gonoré er gradvist fordoblet de seneste fem år til 1260 i 2014.
Gonoré:
- •
Gonoré er en kønssygdom, der skyldes bakterien Neisseria gonorrhea.
- •
Den spredes kun ved ubeskyttet seksuelt samvær.
- •
De indledende symptomer, som fx blodig udflåd og kløe, er ikke alvorlige, men bliver sygdommen ikke behandlet, kan den føre til sterilitet.
- •
Gonoré er ikke så udbredt i Danmark, men er stadig et stort problem i udlandet - fx i Afrika, i de baltiske lande og i Rusland.
- •
Kilde: Sundhed.dk