Kørselstjenesten Uber er blevet mødt med kritik og politianmeldelser, inden det amerikansk udviklede koncept har formidlet den første tur.
Taxibranchen i København og eksperter mener, at Uber overtræder dansk lovgivning, men ifølge selskabets leder i Danmark bryder de ingen regler. Uber er nemlig ikke et taxi-selskab.
- Vi ejer ingen biler, og har ingen chauffører ansat. Uber er et socialt medie som Facebook, hvor man forbinder mennesker, chauffører og passagerer, lyder det fra Alex Czarnecki.
Tjenesten består af to dele
Uber består af to dele. Uber Black er en limousineservice, hvor det amerikanske firma formidler kontakten mellem allerede eksisterende limousineservicer i Danmark og kunderne. Prisen for en kørsel vil ligge lidt over den normale taxipris.
Derudover er der Uber Pop, hvor private bilejere via en app kan hyres til en given tur, hvor parterne deles om kørselsomkostningerne. Uber Pop lanceres i Danmark i en prøveperiode på seks måneder.
I begge tilfælde tager Uber 20 procent af hver kørsel for at stille teknologien til rådighed, hvilket af eksperter bliver kaldt ulovligt.
En nye virkelighed
I løbet af eftermiddagen vil tjenesten blive lanceret. Trafikstyrelsen har allerede politianmeldt Uber, men det skræmmer ikke virksomheden, som tilbyder tjeneste i mere end 200 byer på verdensplan.
- I Danmark ligger rammer ikke fast, men vi er åbne for en dialog med myndigheder og lovgivere, så vi kan finde ud af, hvordan vi bedst for opbygget den nye virkelighed med vores nye koncept, siger Alex Czarnecki.
Forbrugerrådet har udtrykt bekymring for sikkerheden ved konceptet Uber Pop. Alex Czarnecki forsikrer, at alle chauffører skal igennem en screening, hvor kørekort og forsikringspapirer kontrolles, inden de kan køre.
- Man kan som chauffør ikke bare downloade app'en og begynde at køre. For at blive chauffør skal du blandt andet dokumentere, at din bil er sikker, at du har en ren straffeattest, og at du har helbredet til at køre bil, forklarer chefen for den danske del af virksomheden.
Kun for en særlig gruppe i begyndelsen
Hvor mange chauffører Uber Pop har kontakt til, ønsker virksomheden ikke oplyse.
Målsætningen er, at kunder i løbet af et par måneder kan forvente at få en vogn i inden for fire til fem minutter.
Det er dog kun en særlig gruppe, der har benyttet Uber tidligere i udlandet, som kan gøre brug af Uper Pop i prøveperioden.