Der vil blive fremlagt nyt fra efterforskningen i ubådssagen, når Københavns Byret i eftermiddag skal tage stilling til, om den drabssigtede ubådskaptajn Peter Madsen skal forblive varetægtsfængslet.
- Jeg vil i hovedtræk komme ind på nogle af de væsentligste ting, der er fremkommet i efterforskningen de sidste fire uger, siger anklager Jakob Buch-Jepsen.
Han uddyber, at den endelige obduktionsrapport fra den dræbte journalist Kim Walls fundne torso nu er endelig færdig. Det samme gælder undersøgelserne af Peter Madsens computer, som politiet ved sidste retsmøde fik lov at gennemgå.
- Og så vil jeg fortælle, om der er fundet noget interessant på computeren, siger Jakob Buch-Jepsen uden at ville komme nærmere ind på det inden retsmødet.
Kræver løsladelse
Peter Madsen har siddet i fængsel siden 11. august sigtet for drabet på journalisten Kim Wall. Han meddelte i går via sin advokat, at han er imod forlængelsen af varetægtsfænslingen og i stedet vil kræve at blive løsladt.
Peter Madsen vil ikke selv være tilstede under dagens retsmøde, men følge med fra arresten via video.
Det mangler der svar på
- •
Resultaterne fra de tekniske undersøgelser af Peter Madsen er endnu ikke offentliggjort. Ubådsføreren blev efter anholdelsen kørt til Retsteknisk Institut, som normalt undersøger blandt andet tøj og fingre.
- •
Københavns Politi fik ved sidste retsmøde lov til at undersøge ubådskaptajnens beslaglagte computer. Der er endnu ikke kommet svar på, om de her har fundet noget, der har interesse for sagen.
- •
Der mangler også fortsat tekniske svar fra undersøgelsen af ubåden og af Kim Walls torso, der skyllede i land ved Amager sidst i august. Resten af hendes lig er fortsat ikke fundet.
- •
Det er endnu uvist, hvad Kim Wall er død af. En foreløbig obduktionsrapport blev fremlagt under sidste retsmøde, men er ikke offentliggjort, da den blev underlagt referatforbud.