Når regentparret i dag slår dørene på Amalienborg op for den tyrkiske præsident og hans kone, er det to kontroversielle personer, der træder indenfor.
Abdullah Gül startede sin politiske karriere som medlem af et islamistisk parti. Noget der i store dele af det tyrkiske samfund ses som problematisk i forhold til landets erklærede adskillelse af stat og religion. I de seneste år har han flyttet sig fra yderliggående til moderat.
I Tyrkiet skabte det også stor debat, at hans kone, Hayrünnisa Gül, bærer tørklæde. Mange tyrkere mente ikke, at landets førstedame burde gå med tørklæde.
Det tyrkiske præsidentpar skal deltage i en række officielle møder, mens de er i Danmark. Målet med besøget er især at styrke handelsforholdet mellem Danmark og Tyrkiet.
Hæren står på spring
Det kan virke underligt, at Abdullah Güls religiøse tilhørsforhold skaber debat i et land, hvor klart størstedelen af befolkningen deler hans religion. Men Tyrkiets stat er grundlagt på et sekulært princip om ikke at blande politik og religion.
Dette princip fik også tyrkiske domstole til at underkende udnævnelsen af Abdullah Gül som præsident. Efter en folkeafstemning indtog han dog alligevel embedet.
Han blev dermed den første præsident i moderne tid, der har en baggrund i islamistisk politik. Altså et parti, der mente, at islam burde være grundlaget for statens opbygning.
Udnævnelsen af Abdullah Gül som præsident i 2007 førte til massedemonstrationer i Tyrkiet og kraftig modstand fra landets militær. Et militær, der siden 1960 har afsat fire regeringer.
Militære topfolk og medlemmer af det største oppositionsparti valgte at blive væk fra hans indsættelsesceremoni
Yderliggående holdninger er slebet væk med årene
Abdullah Gül startede sin politiske karriere i et islamistisk parti, der blev forbudt af domstolene i Tyrkiet.
Senere gav han afkald på ideen om, at islam skulle være en afgørende magt i politik. Og I 2001 grundlagde han AKP, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, sammen med andre mere moderate medlemmer af den islamistiske bevægelse.
AKP er i dag regeringsparti i Tyrkiet ledet af premierminister, Recep Tayyip Erdogan.
I sin tid som udenrigsminister fortsatte Abdullag Gül sin moderate vandring. Her arbejdede han for at bringe Tyrkiet tættere på EU ved hjælp af reformer.
Det tyrkiske præsidentpar befinder sig i Danmark indtil den 19. marts.
Rettelse: Vi skrev i en tidligere udgave af denne artikel, at Gül er 'erklæret islamist.' Det er nu erttet til Abdullah Gül startede sin politiske karriere som medlem af et islamistisk parti.