Op mod fire millioner mennesker fra Syrien har søgt beskyttelse i nabolande, og over 7,5 millioner er internt fordrevne i Syrien.
Det er de mennesker, som TV 2, DR og 12 nødhjælpsorganisationer vil samle ind til med en akutindsamling de næste ti dage.
Indsamlingen vil køre på flere platforme og kanaler. I nyhederne, Go'morgen Danmark og Go'aften Danmark, Aftenshowet og både P3 og P4. Det hele kulminerer til sidst med et stort indsamlingsshow søndag den 20. september, som vises på begge hovedkanaler.
Brug for en indsamling nu
Både direktører i DR og TV 2 fortæller, at situationen i Syrien har udviklet sig så voldsomt, at der nu er akut brug for en indsamling.
- Vi mener, at vi nu er i en situation, hvor der er grundlag for en akut indsamling. Og derfor går vi sammen med nødhjælpsorganisationerne for at lave en indsamling til fordel Syrien. Det er mit håb, at mange vil hjælpe, fortæller mediedirektør i DR, Gitte Rabøl.
- Flygtningesituationen optager og vedrører mange europæere og diskuteres i de danske hjem i disse dage, og vi håber at kunne gøre en forskel ved at opfordre danskerne til at sikre hjælp til flygtninge i Syrien og landene omkring, siger TV 2's programdirektør, Anne Engdal Stig Christensen.
Værterne til showet bliver Cecilie Beck fra TV 2 og Kåre Quist fra DR.
Syrerne har brug for hjælpen
Netop flygtninge og internt fordrevne i Syrien har akut brug for hjælpen, mener Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.
- Syrien er vor tids største humanitære katastrofe. Der er fire millioner flygtninge i nærområderne og næsten otte millioner internt fordrevne i Syrien. Derfor giver det mening at hjælpe dem dér, siger Andreas Kamm.
Krisen i Syrien er inde i sit femte år. Hver eneste dag kommer der flere og flere flygtninge, og FN's nødhjælpskasse er ved at være tom. Derfor går pengene fra indsamlingen til nærområder, som især er Jordan, Libanon, Tyrkiet, Egypten, Irak og de internt fordrevne i Syrien.