Tusindvis af flykunder må vente længe på forsinkelseskroner

Højesteretssag udskyder flypassagerers sager om kompensation ved forsinkelser.

Mange flyselskaber mener, at tekniske fejl på forsinkede fly kan skyldes usædvanlige omstændigheder og derfor ikke bør udløse erstatning til de forsinkede rejsende. (© Scanpix)

Der er gået hårdknude i sager om kompensationer til flypassagerer, hvis fly har været forsinket mere end tre timer.

En afgørende dom i højesteret, der skal fastslå om tekniske fejl på forsinkede fly kan betegnes som usædvanlige omstændigheder, er nemlig med til at sylte tusindvis af danske rejsendes kompensationssager.

Hundredvis af sager om kompensationer til forsinkede flypassagerer ender nemlig i de danske retssale, fordi luftfartsselskaberne og passagererne ikke kan blive enige om, hvorvidt der skal udbetales kompensation eller ej.

Og indtil en højesteretsdom har taget stilling til det afgørende spørgsmål om de tekniske fejl, bliver størstedelen af alle kompensationssager lagt på køl i byretten. Det betyder lange ventetider for passagerer, der venter på deres penge.

50 nye sager om ugen

Regler fra EU fastslår ellers, at alle flyrejser med selskaber registreret i EU samt alle flyrejser fra EU-lande, der bliver forsinket mere end tre timer, giver passagererne ret til økonomisk kompensation.

Men det er langt fra alle forsinkede flyrejser, der får luftfartsselskaberne til frivilligt at gribe til lommerne. De skal nemlig ikke betale, hvis forsinkelsen skyldes usædvanlige omstændigheder. Uenighed om tekniske fejl er kernen i problemet.

Mange selskaber mener, at tekniske fejl på forsinkede fly kan skyldes usædvanlige omstændigheder. Da netop tekniske fejl er grunden til størstedelen af alle forsinkede fly, betyder det, at der alene i Københavns Byret ender omkring 50 nye sager hver uge.

Vild stigning i antallet af sager

Dommerfuldmægtig i Københavns Byret Stine Fink Hansen har selv været dommer i en del af sagerne, og hun har bemærket en klar stigning i antallet af sager.

- Det har været helt vildt det sidste år. vi har tydeligt kunne mærke det. Nu står vi med et sted mellem 1000 og 1100 sager, som vi skal til at gennemgå sag for sag, siger Stine Fink Hansen.

Spørgsmålet om, hvorvidt tekniske fejl skal give passagererne ret til kompensation, skal nu behandles i højesteret med udgangspunkt i fire konkrete sager.

Og indtil der er faldet dom i den sag kan byretten ikke tage stilling til lignende sager

Sager skal gennemgås enkeltvis

- Vi skal gennemgå sagerne enkeltvis, men de sager, der skal gennemgås i Højesteret, er meget sammenlignelige med de sager, der er i byretten, siger Stine Fink Hansen.

Til at starte med skal hun sammen med et hold af kollegaer gennemgå bunken af sager, og størstedelen af dem, der drejer sig om fly, der er forsinkede på grund tekniske fejl vil blive lagt på is indtil højesteret er kommet med en dom.

Kompensationsafgørelser kan blive forsinket i årevis

Johan Fugmann er direktør i Flyforsinkelse.dk, som er et af de selskaber, der fører retssager på vegne af forsinkede flypassagerer.

Han frygter, at højesteretssagen betyder, at stort set alle de sager, der ender i retten bliver syltet i op til 20 måneder.

- Så længe den danske højesteret vurderer sagen, så vil byretten ikke kigge på størstedelen af vores sager. Jeg synes, at de danske flypassagerers retstilling er blevet markant forringet, siger Johan Fugmann

Hos Airhelp, der også fører sager for forsinkede flypassagerer, frygter de også, at retssagerne i Danmark vil gå i stå. Spørgsmålet om de tekniske fejl er nemlig afgørende i de fleste af deres sager.

- 93 procent af vores sager, der ender i retssalene omhandler tekniske fejl, som luftfartselskaberne mener skyldes usædvanlige omstændigheder, Siger medstifter af Airhelp Nicolas Michaelsen.

Både Flyforsinkelse.dk og Airhelp vil i stedet for se på muligheden for at føre sagerne i udlandet.

Luftfartsbranchen: reglerne er uklare

Hos luftfartsselskabernes brancheorganisation, Dansk Luftfart, mener de dog, at det er vigtigt at få klarhed over spørgsmålet om de tekniske fejl.

- Vi har ikke den opfattelse af, at der er særligt klare regler. Det ender ofte med tolkningsspørgsmål, siger chefkonsulent hos Dansk Luftfart Per Henriksen.

I tre af de fire sager, der er endt i højesteret, mener det pågældende flyselskab, at det er tale om usædvanlige omstændigheder på grund af tekniske vanskeligheder. I den sidste sag skyldes forsinkelsen en skade på flyet, der er opstået under pålæsning af bagage.

En dom fra EU-domstolen tilbage fra 2008 nævner skjulte fabrikationsmangler og skader på luftfartøjet som følge af sabotage- eller terrorhandlinger som eksempler på tekniske fejl, der kan betegnes som skyld af usædvanlige omstændigheder.

Hos Dansk Luftfart, synes de, at der er for meget fokus på forbrugerrettigheder i den danske retspraksis.

- Man bliver nødt til også at imødekomme et spørgsmål om luftfartssikkerhed og luftfartserhvervets vilkår, siger Per Henriksen.

Han fastslår samtidig, at man stadig kan få kompensation i alle de sager, der går igennem trafikstyrelsen, hvor luftfartsselskabet og passagererne er enige.