Trusler følger med borgmesterkæden: Skærmer sig med kameraer og overfaldsalarmer

Flere borgmestre har været udsat for vold, trusler, hærværk eller chikane

For flere politikere er det nødvendigt at have overfaldsalarmer eller videoovervågning ved deres hjem på grund af trusler (Foto: © Sille Veilmark, (c) DR)

En ridset bildør. Stenkast mod hjemmet. Anonyme telefonopkald med trusler.

Det er for nogle borgmestre en del af jobbet.

Blandt andet for Greves borgmester Pernille Beckmann (V).

I februar blev der kastet sten mod Pernille Beckmanns soveværelsesvindue i Greve (Foto: © (Privat foto))

I februar blev der kastet sten mod hendes hus, så hendes soveværelsesvindue smadrede, og tidligere har ukendte gerningsmænd kastet en flaske med brandbar væske mod hendes hjem.

Og det har sat sig i hende, fortæller hun

- Jeg har haft det rigtig, rigtig svært. Og det har jeg faktisk i perioder stadigvæk, fordi jeg har en familie, jeg også skal passe på. Mine børn bor hjemme, og hvordan agerer man mor, når verden den truer mig som person?

Og hun er langt fra alene med sine oplevelser.

Det understreger en rundspørge, som Kommunernes Landsforening, KL, har lavet.

'Voldsomme tal'

Rundspørgen er sendt til borgmestre i landets 98 kommuner. 58 har svaret. Og 38 siger, at de har været udsat for enten trusler, chikane, hærværk eller vold.

Tallene gør stort indtryk på Jacob Bundsgaard, der er næstformand i KL og borgmester i Aarhus.

Pernille Beckmanns hus har flere gange været udsat for hærværk, mens hun har været borgmester. De voldsomme hændelser betyder nu, at hun har valgt at flytte (Foto: © Sille Veilmark, DR)

- Det er voldsomme tal, og det er alt, alt, alt for meget. Samtidig ved vi, at almindelige byrådsmedlemmer ofte også oplever grænseoverskridende adfærd af den ene eller den anden slags.

En anden politiker, der har været udsat for trusler, er fagborgmester i Københavns Kommune Sisse Marie Welling (SF).

Hun har fået hemmelig adresse og har altid en overfaldsalarm inden for rækkevidde, efter flere personer har truet og chikaneret hende.

- Jeg har oplevet først at få trusler på livet, trusler om voldtægt, og så har den samme mand gentagne gange chikaneret mig på sociale medier, og han møder til sidst op til et politisk møde, jeg er med til som borgmester, hvor han så slår ud efter mig.

Ikke overraskende

Det høje antal af borgmestre, der har været udsat for trusler, gør også indtryk på Rasmus Tue Pedersen.

Han er professor ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, hvor han i flere år har forsket i chikane mod politikere.

- Det er uhyggeligt, at det nærmest er blevet normen, at man som borgmester skal forvente at blive ramt af chikane eller trusler, men det kommer desværre ikke bag på mig, siger han.

- Vi har efterhånden ret mange undersøgelser, som allesammen viser, at chikane og trusler af kommunalpolitkere er et ret omfattende problem.

Sisse Marie Welling har været udsat for voldsom chikane i sit virke som lokalpolitiker. Hun har blandt andet modtaget trusler på livet og er blevet slået ud efter. (Foto: © Sille Veilmark, DR)

Aldrig i orden

Som kommunalpolitiker og borgmester skal man blandt andet behandle sager om besparelser og anbringelser af børn.

Det er sager, som kan have stor og direkte indvirkning på borgernes liv.

Men det må aldrig blive en undskyldning, at borgmestre og byrådsmedlemmer træffer upopulære beslutninger, understreger Jacob Bundsgaard.

- Det er jo ikke en del af demokratiets spilleregler, at man kan gribe til vold, chikane, trusler eller grænseoverskridende adfærd. Det kan aldrig nogensinde blive i orden.