Troels Kløvedal sendt ud på sin sidste rejse

Offentligheden var inviteret med indenfor, da Troels Kløvedal i dag blev begravet i København.

Danmarks store eventyrer Troels Kløvedal blev i dag stedt til hvile fra Holmens Kirke i København.

Forfatteren, søfareren og historiefortælleren døde lillejuleaftensdag efter lang tids sygdom omgivet af sine fem børn og konen Else Marie. Han blev 75 år gammel.

Det sidste farvel havde Troels Kløvedal selv planlagt ned til den mindste detalje.

Trods den tætte tilknytning til Djursland, hvor eventyreren boede i over 30 år, så ville Kløvedal begraves fra Holmens Kirke i København.

- Det var det eneste naturlige. Min far har altid haft et meget tæt forhold til Holmens Kirke. Han er kommet der meget, han har filmet derinde. Og så er det Søværnets kirke.

- Og frem for alt er det den eneste kirke i Danmark, der ligger helt ned til vandet. Ydervæggene går lige ned i Københavns kanaler. Vi skal nok få sendt ham smukt afsted, forklarede sønnen Mikkel Beha Erichsen, da det blev annonceret, at valget var faldet på Holmens Kirke.

  • Mikkel Beha Erichsen (tv), bag ham Sille Kløvedal og forrest til højre Asbjørn Kløvedal. Alle børn af Troels Kløvedal. Bagest i midten Emil Erichsen. Eventyreren og forfatteren Troels Beha Erichsen Kløvedal begraves fra Holmens Kirke i København, torsdag den 3. januar 2019. Troels Kløvedal døde den 23. december i en alder af 75 år. (Foto: Tariq Mikkel Khan/Scanpix 2019) (Foto: © Tariq Mikkel Khan, Scanpix)

  • Eventyreren og forfatteren Troels Beha Erichsen Kløvedal begraves fra Holmens Kirke i København, torsdag den 3. januar 2019. Troels Kløvedal døde den 23. december i en alder af 75 år.. (Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix) (Foto: © Tariq Mikkel Khan, Scanpix)

1 / 4

Afsted på eget skib

Troels Kløvedal foretog sin allersidste rejse i sit elskede skib, Nordkaperen. Sådan da.

Kisten var malet således, at den lignede det ikoniske skib, Kløvedal købte for 40.000 kroner i 1967.

Tre gange sejlede Troels Kløvedal jorden rundt, mens det også blev til utallige rejser til steder som Polynesien, Caribien og Det Sydkinesiske Hav.

I 1978 debuterede han som forfatter med bogen ’Kærligheden, kildevandet og det blå ocean’. Siden blev det til yderligere 23 udgivelser, som er solgt i over en million eksemplarer.

Også på TV blev Danmark inviteret med ud at rejse på Nordkaperen, som efter hans død vil sejle videre i Kløvedals ånd.

- Jeg har testamenteret skibet til mine fem børn og ti unge styrmænd og -kvinder, som alle sammen har lånt Nordkaperen i en længere periode og kan gå lige om bord og sejle den. Min ven Knud Foldschack har skruet en fond sammen omkring skibet, skrev Kløvedal i sin sidste bog ’Alle mine morgener på jorden: Mit autodidakte liv’ fra 2017.