Troels Kløvedal er død

Kaptajnen og forfatteren Troels Kløvedal døde ud på formiddagen lillejuleaftens dag.

Eventyreren og forfatteren Troels Kløvedal sov søndag stille ind på sin gård i Djursland. Han blev 75 år. (Foto: © Richard Sylvestersen, Scanpix)

Kaptajnen og forfatteren Troels Kløvedal døde her til formiddag hjemme på sin gård i Gravlev på Djursland omgivet af samtlige sine fem børn og sin kone Else Marie. Det skriver Politiken.

- Han sov ind så stille og roligt og fredeligt, som han havde ønsket sig. Og som han havde frygtet, at han ikke skulle komme til, fordi den sygdom godt kan betyde, at man ikke kan trække vejret, siger hans søn Mikkel Beha til Politiken.

Troels Kløvedal blev 75 år gammel.

Han led af den uhelbredelige nervelidelse als og lungesygdommen bronkiektasi. Symptomerne på als mærkede han første gang i februar 2015.

Ifølge Mikkel Beha valgte Troels Kløvedal til sidst at dø. Uden at han dog tyede til medicinsk hjælp. Han holdt bare op med at leve.

- Han tog en beslutning om at sætte sit hjerte i stå. Han sagde for to døgn siden til sin kone Else Marie, at nu var det tid til, at han skulle herfra. Og så lukkede han øjnene. Og her til formiddag holdt hans hjerte op med at slå, siger Mikkel Beha til Politiken.

Sejlskibet Nordkaperen

Da Troels Kløvedal sammen med nogle venner købte sejlskibet "Nordkaperen" i 1967, var det med det formål at rejse ud og se verden ved selvsyn for at se om det, der stod i aviserne, var sandt.

Det hed desuden i formålsparagraffen, at han ville sejle med så mange mennesker, som der til enhver tid kunne være om bord, og hvis de skulle blive uenige om kursen, så skulle den, der ville sejle længst væk, have ret.

800-900 forskellige mennesker har i årenes løb være på togt med "Nordkaperen".

Troels Kløvedal var gift fire gange og havde fem børn.

/Ritzau/