Trods flere skudepisoder: Politiet finder markant færre våben i bandemiljøet

54 gange blev der i 2016 skudt i det offentlige rum i Danmark.

De seneste otte år har politiet beslaglagt færre skydevåben med tilknytning til rocker- og bandemiljøet. (Foto: © martin sylvest andersen, Scanpix)

Hele 54 gange blev der i 2016 skudt på gader og stræder i forbindelse med rocker/bandekonflikterne i Danmark, viser nye til fra Rigspolitiet.

Men samtidig fandt politiet blot 48 skydevåben, som Rigspolitiet vurderer at have tilknytning til rocker- og bandemiljøet.

Og hvis man sammenholder antallet af skudepisoder med beslaglagte våben, finder politiet markant færre skydevåben pr. skudepisode, end de tidligere har gjort. Det viser DR Nyheders gennemgang af de seneste otte års rocker-banderapport, som Rigspolitiet står bag.

I 2016 fandt politiet således 0,88 skydevåben pr. skudepisode - et tal, der har været stødt faldende de seneste år.

I 2010 var der eksempelvis 40 skudepisoder i det offentlige rum, mens politiet beslaglagde 224 skydevåben med tilknytning til rocker-og bandemiljøet, hvilket svarer til 5,6 beslaglagte skydevåben pr.skudepisode.

- Tallet siger mig, at dem, vi er oppe mod her, gør modtræk til at blive taget med våben. Derfor ser vi, at våben ikke nødvendigvis ligger på en privat bopæl, men ligger i puljer rundt omkring. Det gør, at politiet kan have vanskeligt ved at finde dem, siger Michael Kjeldgaard, politiinspektør og leder af Nationalt Efterforskningscenter (NEC) under Rigspolitiet.

Michael Kjeldgaard, betyder det, at rocker- og bandemedlemmerne er blevet bedre til at gemme deres skydevåben?

- Det er klart, at vi har en udfordring her med at blive bedre til at finde ud af, hvor de her våben er henne og efterforske dem, der har våben. Det er det, vi er i gang med, siger Michael Kjeldgaard.

Synes du, at det er godt nok, at I pr. skudepisode finder 0,88 våben?

- Det er bare således, at vi hele tiden skal blive bedre. Men det er klart, at som chef for efterforskningen ønsker jeg, at der bliver pillet flere våben ud af rocker- og bandemiljøet. Det er det, der er hele opgaven, siger Michael Kjeldgaard.

Hårdere straffe

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) varsler lige nu en ny rocker- og bandepakke, som skal dæmme op for blandt andet skyderierne i det offentlige rum. Senest har han i aftes lanceret en strafskærpelse på 5o procent for at affyre skud offentligt.

I efteråret samlede daværende justitsminister Søren Pind (V) flertal for at hæve minimumsstraffen for besiddelse af skydevåben fra et til to år.

Og en kurs med netop hårdere straffe er vejen frem, selv om politiet altså beslaglægger markant færre våben, siger Søren Pape Poulsen.

- Hvordan er det, banderne agerer? Hvor er det, man skal få fat i dem henne? Det er dybt komplekst det her, det er ikke enkelt. Derfor er vores modsvar også hårdere straffe og særlige efterforskningsenheder i politiet, så de får endnu sværere ved at gemme sig, siger Søren Pape Poulsen.

Beslaglagte våben pr.skudepisode:

2016: 54 skud, 48 våben

2015: 17 skud, 43 våben

2014: 16 skud, 33 våben

2013: 55 skud, 87 våben

2012: 24 skud, 127 våben

2011: 52 skud, 234 våben

2010: 40 skud, 224 våben

2009: 67 skud, 150 våben