Fredag i sidste uge blev ni bandemedlemmer varetægtsfængslet for handel med op til 31 kilo hash - blandt andet fra et stuevindue i boligbegyggelsen Blokhaven i Skovlunde. Med de ni anholdelser håbede både politi og beboere i Blokhaven, at handlen med hash ville stoppe.
Men allerede mandag var DR Nyheder vidne til, at der igen var gang i hashhandlen fra vinduet. Og nu vil politiet gribe ind igen, oplyser efterforskningsleder Carsten Jansson til DR Nyheder.
- Vi er i fuld gang derude. Der er politifolk på vej derud nu, og så tager de fat i dem, der går og sælger det. Jeg går ud fra, at de igen igen tager fat i den lejlighed igen. For vi må have stoppet det her, siger Carsten Jansson, efterforskningsleder, Københavns Vestegnens Politi, til DR Nyheder.
Er I på vej derud for at foretage yderligere anholdelser?
- Der bliver foretaget visitationer. Jeg ved ikke, om der bliver foretaget anholdelser, siger Carsten Jansson.
Det var Ekstra Bladet, der i sidste uge kunne dokumentere, at der på 12 timer blev foretaget 47 hashhandler fra et stuevindue i Blokhaven.
DF: Bødskov bør gribe ind
De varetægtsfængslede bandemedlemmer kommer alle fra banden Loyal to Familia og holder til i Skovlunde. Politiet mistænker også banden for at stå bag en række af de skudepisoder og knivoverfald, der har plaget Storkøbenhavn de seneste par måneder. Men selv om hashsalget med de ni bag tremmer åbenbart fortsætter, mener politiet ikke, at aktionen har fejlet.
- Vi har anholdt en del af dem, og det er et godt indhug, men vores arbejde er ikke færdigt endnu. Vi må det her til livs, og det fortsætter vi med at gøre, siger Carsten Jansson.
Skudt mod nabovinduet
Efter Ekstra Bladets afsløring bad Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti justitsminister, Morten Bødskov, om at gribe ind over for hashsalget for at komme beboerne i Blokhaven til undsætning.
I starten af marts blev der skudt ind af vinduet ved siden af hashvinduet. Her bor en børnefamilie, men heldigvis blev ingen ramt.
Banden Loyal to Familia holder ikke kun til i Skovlunde, men også i Tingbjerg, København og Kokkeldal. Banden ligger i åben konflikt med banden Værebros Hårde Kerne, der holder til i Værebroparken i Bagsværd.