Selv om det kan tage flere år, før et forbud mod banden Loyal to Familia (LFT) er en realitet, kan banden allerede fra sommer blive midlertidigt forbudt.
Det forklarer DR's retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe.
- Det står faktisk direkte i grundloven, at man kan lave et midlertidigt forbud samtidig med, at man anlægger sagen for domstolene, siger hun.
Med udgangspunkt i netop grundloven gav Rigsadvokaten for første gang i går grønt lys til, at der kan føres en sag ved de danske domstole, som skal afgøre, om LTF er en ulovlig forening.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) kalder det en 'historisk beslutning', og politiet har fået frem til 1. juli 2018 til at forberede sagen.
Hvorfor skal det tage så lang tid?
- Justitsministeren siger selv, at han gerne vil være sikker på, at de får en sag, de kan vinde. Det kunne godt tyde på, at de her og nu ikke har nok materiale, og at de nødt til at have de sager med, der kommer til at køre ved domstolene det kommende tid, siger Trine Maria Ilsøe.
Politiet afventer blandt andet nogle af de sager, hvor der endnu ikke er faldet domme.
- Politiet har de seneste måneder anholdt en lang række personer. Blandt andet personer der er sigtet for skudepisoder på Nørrebro de sidste par måneder. Dem vil de gerne have med for at kunne bevise, at LTF er en forening, der virker ved vold, siger Trine Maria Ilsøe.
Hvilke sager kan det for eksempel være?
- Det kan tænkes, at det blandt andet er den, hvor der blev skudt mod tre uskyldige på Den Røde Plads, hvor der er foretaget anholdelser. Der er også en anden sag, hvor en LFT-person er sigtet for at have revet øret halvt af en anden personer. De beviser, der har de simpelthen brug for at få rettens ord for, at der er foregået en forbrydelse før det kan ryge med ind i forbudssagen.