Fødevarestyrelsen har fundet coronavirus hos en tredje minkfarm i Hjørring Kommune.
Omkring 5.000 mink skal aflives, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Fødevarestyrelsen har testet minkene, efter at en person med relation til farmen er blevet testet positiv med coronavirus.
Testresultaterne viser, at mere end 50 procent af besætningen er smittet med Covid-19. Fødevarestyrelsen forventer, at besætningen bliver aflivet på fredag.
Det er den tredje minkfarm inden for kort tid, hvor hele besætningen er blevet aflivet efter fund af coronavirus.
Fødevarestyrelsen er i gang med at undersøge 120 minkfarme i forbindelse med en national screening for at se, om andre farme er ramt af coronavirus.
Ingen af de tre smittede besætninger var en del af screeningen.
Hjørring Kommune hårdt ramt
De seneste uger har Hjørring Kommune været hårdt ramt af coronavirus.
På plejehjemmet Vendelbocentret er 41 ansatte og beboere konstateret smittet med virusset. Flere er dog efterfølgende blevet erklæret raske, dog er tre beboere døde, mens de har været smittet med virusset.
Derudover blev der fundet virus blandt elever på tre forskellige skoler
Der har været en relation mellem de to første minkfarme og plejehjemmet. Derudover har man også konstateret smitte hos en hund på en af de to første farme.
I Holland har smitte med coronavirus ramt flere minkbesætninger, og flere end 500.000 mink er blevet aflivet