Tre mænd nu fængslet i knivdrabssag

Alle tre mistænkte for knivdrabet på Strøget i København er nu varetægtsfængslet, og politiet arbejder på at klarlægge, hvad der skete før og efter det dræbende knivstik.

På dette gadehjørne på Strøget i København blev en ung mand knivdræbt lørdag morgen. (Foto: © Lea Mellandt Matthiesen, Scanpix)

Politiet mener nu at have fået fat i de tre unge mænd, der mistænkes for at være skyld i, at en 19-årig mand blev stukket til døde på Strøget ved Kongens Nytorv i København tidligt lørdag morgen.

En 20-årig mand blev anholdt kort efter og varetægtsfængslet lørdag, og de to andre - en på 19 og en på 21 - meldte sig ved midnatstid natten til søndag og ligeledes varetægtsfængslet til 31. januar. Alle sigtes for drab og røveri.

Ville have fat i en hue

Alle grundlovsforhør blev holdt for lukkede døre, fordi politiet vil holde kortene tæt til kroppen, mens de tre mistænktes færden før og efter drabet kulegraves.

Jagten på de tre blev let for politiet, fordi knivdrabet skete foran en forretning, der havde videoovervågning af facaden. Drabet var kulminationen af et skænderi, der blev udløst af, at de tre ville have fat i en hue, som den ene af to danskere havde på hovedet.

Den 19-årige, der blev dræbt, blev ramt af tre knivstik i benet og et i venstre side af brystet, der var dræbende.

Yderligere tre røverier

Natten til søndag skete der yderligere tre røverier i København,.

Fem mænd truede på Østerfælled Torv på Østerbro med kniv en 28-årig mand til at udlevere sine ejendele, og en halv time senere truede to drenge på 15-16 år to jævnaldrende drenge med et jernrør til at udlevere 200 kroner og en mobiltelefon.

I Landemærket truede fire hætteklædte ved tretiden to unge mænd med kniv og skruetrækker til at udlevere dankortkode, mobiltelefon og en Ipod.