Politiets Efterretningstjeneste sigtelse af i alt fire personer for spionage har forbindelse til en sag fra september 2018, hvor PET mener, at den iranske efterretningstjeneste havde planlagt et attentat mod en iraner i Danmark.
Her har de sigtet en person fra den iranske efterretningstjeneste, men også tre personer fra en gruppe af herboende iranere, som står i opposition til præstestyret i hjemlandet.
Det fortæller chef for Politiets Efterretningstjeneste Finn Borch Andersen på et pressemøde.
- Københavns Politi har sigtet en navngiven person fra en iransk efterretningstjeneste. Han er sigtet for medvirken på forsøg på manddrab og for spionage mod Danmark. Han er fængslet in absentia, siger PET-chef Finn Borch Andersen.
I og med at han er fængslet in absentia, betyder det, at han ikke er i de danske myndigheders varetægt. Han var angiveligt kontaktofficer for en norsk statsborger, som skulle have udført attentatet mod lederen af gruppen ASMLA.
Og hos netop ASMLA har politiet sigtet tre ledende medlemmer af gruppen. ASMLA er yderst kritisk over for det iranske styre.
En meget kompleks sag
De er sigtet for at have spioneret for Saudi-Arabien mod personer i Danmark mellem 2012 til 2018. De tre personer er blevet anholdt og skal fremstilles i grundlovsforhør i morgen.
Det vides ikke, hvordan de tre mænd forholder sig til sigtelsen.
Det er tidligere kommet frem, at de også er sigtet for at hylde et terrorangreb, der foregik i byen Ahvaz i det sydvestlige Iran 22. september 2018.
ASMLA-gruppen var central i sagen om attentatforsøget i september 2018. Det var nemlig gruppens leder, som var udset til at blive dræbt ifølge PET.
PET-chefen kalder det en meget kompleks sag.
- For anden gang på halvandet år har vi set eksempler på, at fremmede lande tager deres stridigheder med her til landet og driver spionage. Det kan og vil vi ikke acceptere, siger Finn Borch Andersen, chef for PET.
I dag har den hollandske efterretningstjeneste også foretaget anholdelser i sagen, oplyser PET-chefen.
'Alvorlig og komplet uacceptabel sag'
ASMLA står for gruppen Arab Struggle Movement for the Libération of Ahwaz. Den iranske regering beskylder dem for at have stået bag angreb på iransk militær.
På baggrund af sagen har udenrigsminister Jeppe Kofod (S) indkaldt Det Udenrigspolitiske Nævn til et ekstraordinært møde klokken 16.30 på grund af sagen.
- Spionagesag: Alvorlig og komplet uacceptabel sag. Jeg har på den baggrund hasteindkaldt Folketingets Udenrigspolitiske Nævn til et ekstraordinært møde, skriver han på Twitter.
Mødet i Det Udenrigspolitiske Nævn er hemmeligt, men ministeren vil orientere pressen og offentligheden umiddelbart efter.
ASMLA
- •
Forkortelsen ASMLA står for Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahvas.
- •
Organisationen kæmper for en selvstændig arabisk stat i det sydvestlige Iran rundt om byen Ahwaz.
- •
ASMLA er oprettet i 1999 af Ahmad Mola Nissi og Habib Ahvazi, aktivist fra regionen Khuzestan.
- •
Organisationen betragtes af Iran som en terrororganisation.
- •
22. september 2018 angreb bevæbnede gerningsmænd en militærparade i Ahvaz. Paraden blev afholdt af Irans Revolutionsgarde. 25 blev dræbt, og 70 blev såret. Iran hævder, at ASMLA stod bag angrebet.
- •
Iran hævdede efter angrebet, at Danmark husede personer, der havde forbindelser til angrebet.
- •
Politiets Efterretningstjeneste (PET) iværksatte 28. september 2018 den usædvanlige politiaktion, der lammede trafikken i store dele af Danmark.
- •
30. september løftede PET sløret for, at aktionen skyldtes, at en iransk efterretningstjeneste havde planer om et attentat i Danmark.
- •
I den forbindelse blev en norsk statsborger med iranske rødder anholdt Han blev sigtet for at have sat "iransk efterretningstjeneste i stand til at virke i Danmark".
- •
Sigtelsen gælder også medvirken til forsøg på drab på en eksiliraner, der er tilknyttet bevægelsen ASMLA.
- •
Mandag den 3. februar 2020 kunne PET oplyse, at tre medlemmer af ASMLA er blevet anholdt og sigtet for spionage i Danmark fra 2012 til 2018 til fordel for Saudi-Arabien.
- •
Samtidig blev det oplyst, at der er en rejst en ny sigtelse mod en føringsofficer i en iransk efterretningstjeneste i sagen om et påstået forsøg på at dræbe en eksiliraner i Ringsted. Han er sigtet for spionage og forsøg på manddrab.