Tre generationer gjort hjemløse af stormflod: Ingen burde gå igennem det her

Britta Lindevall venter sammen med børn og børnebørn stadig på at få en normal hverdag, efter stormen Bodil ødelagde deres hjem.

- Man mister lidt af sig selv undervejs. Det tror jeg virkelig, man gør.

Sådan beskriver Britta Lindevall ventetiden på at få en normal hverdag, der foreløbig har stået på i ti måneder, efter stormen Bodil i december sidste år totalskadede hendes hjem.

Britta Lindevall bor i Jyllinge Nordmark, som er et af de områder, der blev ramt hårdest af den stormflod, der fulgte i Bodils kølvand. Det samme gør hendes tre sønner, der sammen med deres familier også kæmper for at komme tilbage til vante rammer.

Uvisheden er det værste

Stormrådet anslår, at én ud af ti sager, svarende til godt 300, stadig ikke er færdigbehandlede i forsikringssystemet, og den lange ventetid har store konsekvenser for de ramte familier, der ikke kan komme i gang med at genopbygge deres hjem.

- Det er rigtigt hårdt ikke at vide, hvor mange penge, man får. Kan mit hjem komme tilbage til, hvad det var? Skal jeg indgå en masse kompromiser for at komme hjem? Det er meget opslidende, siger Britta Lindevall om processen med forsikringsselskabet.

Både Britta Lindevall og hendes tre voksne sønner, der bor på samme vej, har fået afsluttet deres sager efter måneders kamp. Men de er alle langt fra at kunne flytte tilbage i deres hjem.

- Normalt ville jeg have sagt til dem allesammen: Kom hjem, så rykker vi sammen. Men det har ikke været muligt i den her situation, fordi alle fire familier er lige dårligt stillet.

Stod i vand til livet

Stormen kom 5. december sidste år og tog en stormflod med sig, der især gjorde ondt ved Roskilde Fjord, hvor 600 familier fik deres hjem ødelagt alene i Frederikssund og Jyllinge Nordmark.

Lindevall-familien havde oplevet store vandmasser før, men ikke noget, der mindede om den omgang.

- Det gik mig til livet, da jeg kom ud af huset. Alt lys var gået, og vandet var vel én grad varmt. Det var isnende koldt, fortæller Britta Lindevall.

Kan ikke komme i gang med genopbygning

Efter det indledende chok fulgte en lang kamp med forsikringsselskaberne, der for manges vedkommende altså stadig er i gang.

Britta Lindevalls ældste søn Michael har for nylig har konstateret skimmelsvamp i sit hus og skal derfor igennem endnu en runde med sit selskab.

- Det er helt åndssvagt, så meget energi, vi har brugt på det. Så bare tanken om at skulle i gang med samme kamp igen, virker meget uoverskuelig, fortæller Michael Thanner.

Han har ikke kunnet låne penge til genopbygningen af huset og har derfor som så mange andre måttet vente på at få besked fra forsikringen, før han kunne komme i gang med at bygge sin hverdag op igen.

- En ting er, at alt er smadret. Det kan man forholde sig til. Men uvidenheden er svær. Jeg ved ikke, om jeg selv skal bygge det hele op igen, eller om der bliver penge til håndværkere. Det er det, der har været det mest stressende, fortæller han.

Svært for børnene

Britta Lindevalls mellemste søn Brian har sammen med konen Henriette tre børn, som har haft det svært med tiden efter stormfloden. Familien har boet i to forskellige campingvogne og et lejet rækkehus i de ti måneder.

- Jeg kan mærke på børnene, at de er utrygge. De har ikke den samme glæde i øjnene, som de havde, inden det her skete. Jeg har svært ved at se, hvordan de skal komme videre, uden at det har sat sig som et traume for dem, fortæller Henriette Lindevall.

Hun beskriver tiden siden Bodil som en chokfase, hvor det har været svært at have overskud til at få hverdagen til at hænge sammen.

- Jeg har ikke altid kunnet leve op til det at være mor. At sørge for, at børnene møder forberedt op i skolen, fordi så meget andet har fyldt.

Se meget mere om de stormflodsramte familier i 'DR2 Undersøger: Når stormen rammer' onsdag klokken 20.30 på DR2.