Fjorde skal ånde, fisk skal svømme frit og fedtemøg skal fordrives.
Ambitionerne for vandmiljøet er høje i den grønne tre-partsaftale, som blev præsenteret i går.
43 milliarder bliver afsat til at hjælpe den danske natur på ret køl, og det skal gå stærkt, fastslår politikere og organisationer bag aftalen.
Men ét er at være enige og rulle millarder ud, et andet er at få det til at ske i virkeligheden, lyder det fra kanten af Limfjorden.
Her står biolog Torben Bramming Jørgensen.
Han er projektchef i Limfjordsrådet og kan snakke med om, hvad det helt lavpraktisk er for et arbejde, der lige om lidt lander i kommunerne.
- Det tager mellem fem og syv år at lave et vådområde. Fra planlægning til færdigt arbejde, fastslår han.
Danmark største
Og det er lokalt - i kommunerne - der skal arbejdes igennem om lidt.
Mod slutningen af 2025 skal der ligge en plan for, hvilke landmænd der skal vinke farvel til deres jorde, og i 2027 skal en endelig fordeling være faldet i hak.
Og ligesom der skal svejsere til at svejse havvindmøller, skal der de rigtige kompetencer til at lave aftaler med landmænd, som skal afgive jord, så der bliver sat en prop i udledningen af kvælstof.
- I Limfjordsrådet har vi lavet vådområder i de sidste 10-15 år, og det er en langsommelig og kompliceret proces i dag. Hvis vi skal nå meget mere, end vi har gjort, på kortere tid, så kræver det i hvert fald en større værktøjskasse.
- Der skal kigges på både proces, arbejde og antallet af hænder. Hvis man ikke kigger på det, så tvivler jeg på, at man kan nå i mål, fastslår Torben Bramming.
Limfjorden er Danmarks største fjordsystem og gisper efter vejret, og sidste år sad rådet for bordenden i et kystvandsråd, der skulle lave en plan for at bedre tilstanden i den centrale del af Limfjorden. Det var en opgave, der blev lavet for staten.
- Det krævede mange kompentencer og beregninger og diskussioner. På et år nåede vi at lave en plan, men vi nåede ikke at arbejde med at udføre planen, siger Torben Bramming, mens han kigger ud over Halkær Bredning, et af de hårdt ramte områder.
Projektchefen mener, at det er realistisk at få udarbejdet de omlægningsplaner, der er krævet i den grønne trepart. Men næste skridt, der skal få planen konkretiseret, kommer til at knibe, hvis der ikke sker noget.
- Når planen er lavet, skal den føres ud i livet - så skal der for eksempel laves konkrete aftaler med konkrete lodsejere. Det er en stor opgave, der venter, og vi oplever allerede i dag, at der er mangel på hænder og kompetencer, siger han.
Hård deadline
Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (S) mener, at det kan nås - og at værktøjerne kommer.
- Vi mander op ude i kommunerne, med de konsulenter, der skal hjælpes lodsejerne. Og så laver vi en kæmpe investering i at få det her til at ske. Så vi bruger mange værktøjer for at gøre noget, der er anderledes, end vi hidtil har gjort, siger han.
Ministeren medgiver, at der er pres på.
- Vi har meget, meget travlt. Det er også en kæmpe opgave fra statens og myndighedernes side at få det her til at ske.
- Den hårde deadline, der er i 2027, der kommer reguleringen til at stige markant. Kravene kommer til at stige. Derfor er der alle mulige gode grunde til, at man sørger for at komme i gang og få taget den jord ud, der skal tages ud, inden der kommer regulering.
Jørgen Primdahl, der er professor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, kan godt forstå bekymringen om at nå 2027-deadlinen.
- Jeg tror ikke, at det kan nåes for 2027 i hele landet. Det tror jeg ikke på, siger han.
Han kan derfor frygte for, at der bliver tale om halvfærdige løsninger.
- Det er sværere end at nå omlægningsplanerne i 2025. Det er det, fordi der skal indgås rigtig mange aftaler, og fordi de gerne skal hænge sammen, og det tager tid, siger han.