Topchef blev aflyttet af SØIK i sag om jetbrændstof til Syrien

Anklager vil bevise fynske firmaers brud på EU-sanktioner med blandt andet direktørens telefonsamtaler og kortlægning af skibes sejladser

Bunker Holdings administrerende direktør Keld Demant blev aflyttet under efterforskningen af sagen om jetbrændstof til Syrien. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Den administrerende direktør for firmaet Bunker Holding, Keld Demant, indtog i morges anklagebænken i retssal 10 i Retten i Odense i et ulasteligt blåt jakkesæt.

Dagen igennem lyttede han med alvorsmine til de to senioranklagere fra Bagmandspolitiet. De beskrev på retssagens første dag de beviser, de vil føre i sagen, herunder lydklip fra direktørens egne telefonsamtaler.

Keld Demant er sammen med Bunker Holding og datterselskabet Dan-Bunkering fra Middelfart tiltalt for leverancer af jetbrændstof til brug i Syrien fra 2015 til 2017. Leverancerne var ifølge anklagen i strid med EU's sanktioner. Sanktionerne var indført for at beskytte civilbefolkningen mod luftbombardementer.

Over for retten i dag nægtede direktøren og de to virksomheder sig skyldige. Virksomhederne er repræsenteret af hver sine forsvarere.

Her kan du læse tre vigtige pointer, der kom frem på sagens åbningsdag.

1

Direktøren aflyttet af Bagmandspolitiet

Jetbrændstof var emnet for intern korrespondance i Bunker Holding, som anklagerne har fremlagt i retten. Og torsdag skulle tidligere vicedirektør Søren Høll fra vidneskranken forklare om de mailvekslinger, han selv havde deltaget i. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Under efterforskningen af sagen har SØIK, også kaldet Bagmandspolitiet, foretaget aflytning af flere personer, herunder den tiltalte direktør Keld Demant. Det fortalte senioranklager Anders Rechendorff til retten. Lydsekvenser fra Keld Demants telefonsamtaler vil senere blive afspillet som en del af bevisførelsen.

Aflytningerne skete ifølge anklageren lige før Bagmandspolitiet ransagede Dan-Bunkerings hovedkvarter i september 2019. Det var fem måneder efter, at DR bragte sagen frem i offentligheden.

Ved ransagningerne fik Bagmandspolitiet store mængder dokumenter, f.eks. fakturaer, regnskaber og interne e-mails, der også vil blive fremlagt i sagen.

Anklageren vil desuden præsentere en række vidner i sagen i løbet af de kommende retsdage. Men ellers vil beviserne i høj grad bestå af papir, altså dokumenter. Det forklarede senioranklager Anders Rechendorff i retten.

Det skyldes, at det er en ganske særlig og sjælden sag om overtrædelse af sanktioner mod et andet land.

- I en normal straffesag foretager man efterforskning på gerningsstedet. Men vi kan ikke sende dansk politi til Syrien og gennemgå logbøger på skibe eller indhente videomateriale fra havnen, sagde Anders Rechendorff.

2

Russiske skibes sejladser kortlagt ud fra deres sendesignaler

Et af de russiske tankskibe, som Dan-Bunkering har leveret jetbrændstof til, er Mukhalatka, som marts 2019 lå i denne havn ved Sortehavet, under et nyt navn, Truvor.

Bagmandspolitiet har i stedet grebet til utraditionelle metoder for at underbygge, at jetbrændstoffet i sagen nåede frem til Syrien. Og at handlerne derfor var i strid med EU's sanktioner.

Ifølge anklagen leverede Dan-Bunkering jetbrændstof til russiske skibe. Og for at underbygge, at de russiske skibe sejlede brændstoffet videre til Syrien har Bagmandspolitiet kortlagt deres sejladser i Middelhavet på det tidspunkt, hvor handlerne foregik. Det var fra 2015 til 2017.

Her har Bagmandspolitiet benyttet sig af, at skibe skal udsende nogle signaler, når de sejler blandt andet for ikke at påsejle hinanden. De såkaldte AIS-data kan sammenlignes med oplysninger fra en GPS, forklarede senioranklageren.

- Med bistand fra Søværnet har vi indhentet historiske AIS-data fra det østlige Middelhav, hvor lastningerne af jetbrændstof har fundet sted, sagde Anders Rechendorff.

Han understregede samtidig, at man kun kan følge et skibs sejlads, hvis det har senderen tændt.

De nærmere detaljer vil anklagemyndigheden fremlægge de kommende dage, når den vil gennemgå de 33 handler, som Dan-Bunkering er tiltalt for. Bunker Holding og direktøren Keld Demant tiltalt for at have medvirket ved otte af handlerne.

3

Den russiske kunde: Jetbrændstoffet blev afleveret til det russiske flyvevåben i Syrien

Et russisk fly af typen Sukhoi Su-24 letter fra Khmeimim-luftbasen nær Latakia i Syrien. (Foto: © handout, Scanpix Denmark)

De to anklagere brugte en del af dagens retsmøde på at beskrive den russiske kunde, Sovfracht, som Dan-Bunkering, ifølge anklagen, leverede jetbrændstof til.

Blandt andet fremlagde de dokumenter, hvor Sovfracht selv beskriver, at firmaet handlede på vegne af russisk militær.

Sovfracht beskriver også, at alt det jetbrændstof, de købte og sendte videre med de russiske tankskibe, blev sejlet til Syrien. De russiske tankskibe sejlede altså ikke jetbrændstof andre steder hen. Ifølge oplysningerne blev brændstoffet i Syrien overdraget til det russiske flyvevåben. Rusland satte i 2015 kampfly ind i Syrien, som udførte luftangreb til støtte for Syriens præsident al-Assad.

Under den del af retsmødet, bad Bunker Holdings forsvarer Henrik B. Sanders om ordet. Han ville gerne understrege, at Sovfracht også fortæller i dokumenterne, at firmaet ikke tror, Dan-Bunkering vidste, at jetbrændstoffet blev sejlet til Syrien.

Dokumenterne er en del af et stort materiale, som Bagmandspolitiet har fået fra de amerikanske myndigheder. I USA har man længe efterforsket leverancerne af jetbrændstof til Syrien. Flere ledende medarbejdere i Sovfracht er anklaget i USA for brud på amerikanske sanktioner.

Anklagerne fortsætter deres fremlæggelse af sagen i morgen. Senere bliver det forsvarernes tur.

Dan-Bunkering, ejerselskabet Bunker Holding og Bunker Holdings direktør, Keld Demant, nægter sig skyldige. Dan-Bunkering har i en pressemeddelse forud for retssagen skrevet, at de har foretaget interne undersøgelser, og at intet viser, "at der skulle være personer i Dan-Bunkering, som var vidende om eventuelle brud på EU's anktioner over for Syrien."