Nye oplysninger kom i dag frem i retten, hvor den nu suspenderede præst fra Tømmerup sidder på anklagebænken for at have forgrebet sig og krænket 12 børn på mellem 12 og 17 år.
I dag erkendte præsten, at han har været søgende, som han kaldte det, i forhold til både sit eget køn og yngre mennesker.
Var du søgende mod det homoseksuelle?, spurgte anklager Anja Lund Liin, da hun gennemgik en af de sager, som præsten er tiltalt i.
- Jeg har været søgende. Også mod mit eget køn, svarede præsten.
Også mod yngre drenge?, spurgte anklageren.
- Ja, lød svaret.
I går fortalte præsten ellers, at han var heteroseksuel, ligesom han flere gange afviste, at han var seksuelt interesseret i de drenge, han er tiltalt for at have forgrebet sig på.
Sagen er usædvanlig, fordi det er en folkekirkepræst, som sidder på anklagebænken, og fordi mange børn over en lang periode har været udsat for overgreb, har anklageren tidligere fortalt.
Misbrugt sin stilling som præst?
Sagen startede i Retten i Holbæk i går, og det meste af i går og i dag er gået med, at præsten har forklaret sig.
Det indebærer gennemgang af en stor mængde børnepornografisk materiale.
Den suspenderede præst fra Tømmerup sidder med ryggen mod tilhørerne, heriblandt familie og presse.
Han er iført grå Converse-sko, blå jeans og hvid skjorte mørkeblå strikbluse over og svarer på alle de spørgsmål, han bliver stillet.
Et af de centrale spørgsmål i sagen er, hvorvidt præsten har misbrugt sin stilling til at forgribe sig mod de børn og unge, der kom i præsteboligen i løbet af de ti år, hvor de seksuelle overgreb ifølge anklageskriftet har fundet sted.
Det forsøgte anklager Anja Lund Liin i dag at kaste lys over, da hun gennemgik et af de mange forhold i anklageskriftet.
Her er der fundet billeder på præstens digitale udstyr, der viser en dreng på 15 år, som kom i præsteboligen, selvom Tømmerupræsten ikke havde været præst for ham i forbindelse med konfirmationen.
Tiltalen lyder, at præsten har forgrebet sig på drengen, mens han sov og var påvirket af alkohol.
I dag forklarede præsten, at han mente, drengen var vågen, da der blev taget billeder, som dokumenterer anden seksuel omgang mellem de to.
Samtidig fortalte præsten, at drengen efter præstens opfattelse var interesseret i det, der skete, selvom de ikke talte sammen om det.
- Det var min helt klare fornemmelse, at (drengen, red.) var vågen, og at (drengen, red) også havde lyst til at indgå i den her relation, sagde præsten.
Præsten fortalte, at han anså sig som kammerat til drengen - og ikke så meget som præst. Det på trods af næsten 30 års aldersforskel.
Det undrede anklageren, da præsten også sagde, at han ikke ville udtale sig, fordi han havde tavshedspligt.
Misbrugt sin overlegenhed?
Et andet spørgsmål, som behandles i retten, er hvorvidt Tømmeruppræsten har misbrugt sin alder og erfaring til at forføre to drenge på dengang 16 og 17 år til samleje og anden seksuel omgang.
I dag kom det frem i retten, at den tiltalte 47-årige præst fik kontakt til en af drengene over en hjemmeside, hvor homo-, bi- og transseksuelle mødes. Her udgav den 47-årige præst sig for at være militærmand.
- Et gennemsnitsligt dansk præsteembede ville ikke kunne bære, at jeg var på sådan et site, sagde præsten som forklaring på at have udgivet sig for at være en anden.
En lang række chat-beskeder mellem drengen og den 47-årige mand blev fremlagt i retten.
Ifølge anklager Anja Lund Liin beviser chatten, at præsten overtalte drengen til at komme på besøg med henblik på seksuelt samvær ved at betale for rejser og andre ting.
Det afviste præsten, der sagde, at han betalte, fordi han tjente mere, og at han så det som hyggeligt, hvis drengen kom - uanset hvad der skete.
For lukkede døre i retten blev der også afspillet en sexvideo og læst op af chatbeskeder, der handlede om videoen.
I nogle af disse beskeder udgav præsten sig for at være en pornomodel, der i detaljer fortalte drengen, hvordan han skulle gøre under optagelse af sexvideoen. Drengen vidste ikke på dette tidspunkt, at det var præsten, der skrev.
- Jeg er absolut ikke stolt over, at jeg har udgivet mig for at være en anden, og jeg har lyst til at grave mig ned, som jeg også havde det i går, svarede præsten.
Anklageren ville vide, om præsten fortalte drengen, at han kunne tjene penge på at lave pornovideoer, men præsten afviste, at filmen blev lavet, fordi den skulle sælges videre.
Præsten sagde samtidig, at det var hans opfattelse, at drengen selv var søgende i forhold til seksuelt samvær og ville have sagt fra, hvis han ikke var interesseret.
Ingen af de forurettede børn har afgivet vidneforklaring i retten endnu og har derfor heller ikke haft mulighed for at bekræfte eller afvise præstens udsagn.