Det var noget af en nytårsbombe, som dronning Margrethe i aftes smed, da hun annoncerede, at hun abdicerer som dronning.
- Jeg har besluttet, at det er nu, der er det rigtige tidspunkt.
- Tiden slider, og dårligdommene bliver flere. Man overkommer ikke længere det samme, som man kunne engang, sagde dronningen.
Det kommer til at ske den 14. januar - samme dag som hun for 52 år siden selv blev dronning.
Der har indtil videre ikke været mange detaljer fremme.
Vi har derfor stillet DR Nyheders kongehuskorrespondent og historiker, Cecilie Nielsen, fem spørgsmål om det kommende tronskifte.
Hvordan kommer tronskiftet til at ske?
Hvis du havde håbet på, at du skulle se en kroning, som blev afholdt for Kong Charles i London sidste år, så kan du godt tro om igen.
Det fortæller kongehuskorrespondent og historiker, Cecilie Nielsen.
- Vi bruger ikke kroninger i Danmark. Vi har en udråbelse, og det bliver den 14. januar, at kronprins Frederik bliver udråbt til konge af Danmark af statsministeren, siger hun.
Det kommer til at ske efter et møde i Statsrådet på Christiansborg Slot.
De nærmere detaljer omkring tronskiftet vil blive offentliggjort den kommende tid, lyder meldingen fra kongehuset.
Hvad skal dronning Margrethe kaldes?
Kongehus- og historiekorrespondent Cecilie Nielsen slår fast, at dronning Margrethe fortsat er vores regent frem til 14. januar.
- Hun kaldes derfor fortsat dronning Margrethe og tiltales "Hendes Majestæt".
Men hvad der sker efter tronskiftet, det er fortsat uvist.
- Vi ved ikke, hvilken titel hun skal bære efter tronskiftet. Men det er sandsynligt, at det er dronning, da dronning Ingrid også blev kaldt det. Men vi ved fra Statsministeriet, at dronning Margrethe fortsat skal tiltales "Hendes Majestæt", siger Cecilie Nielsen.
Det er meldt ud fra Statsministeriet, at kronprins Frederiks titel bliver "Hans Majestæt kong Frederik den 10.".
Hvad skal hun lave?
Flere historikere pegede efter udmeldingen på, at vi ikke har tradition for abdiceringer i Danmark. Regenter plejer at sidde på tronen, til de dør.
Det bliver derfor interessant at finde ud af, hvad dronning Margrethe vil bruge tiden på fremadrettet.
- Jeg tror, at hun kommer til at bruge tid på de ting, som hun går op i, siger Cecilie Nielsen.
Dronningen har tidligere fortalt begrejstret om sit kunsthåndværk - og hun har også tidligere lavet kostumer og scenografi på balletter, teaterstykker og film.
- Men det, vi også mangler svar på, er, om hun får en rolle i kongehuset fremadrettet, siger hun.
Hvor skal kongeparret og dronningen bo?
Dronningen har råderet over en del slotte i Danmark, og spørgsmålet er, om hun nu skal til at skifte bopæl, når kong Frederik og dronning Mary træder til.
Men det kommer umiddelbart ikke til at ændre sig, siger Cecilie Nielsen.
- Dronning Ingrid boede i det palæ på Amalienborg, hvor kronprinsparret bor nu, så mon ikke hun bliver boende, hvor hun er nu.
Hvad med prins Christian?
Med tronskiftet den 14. januar får prins Christian også en ny titel.
- Han bliver kronprins, siger Cecilie Nielsen.
I anledningen af prins Christians fødselsdag i oktober sidste år meldte Statsministeriet ud, at prins Christian ikke ville få apanage, før han fylder 21 år i efteråret 2026 - medmindre han inden da er blevet tronfølger.
Om det ændrer sig er fortsat uvist.
Cecilie Nielsen lægger dog vægt på, at det bliver interessant at se, hvad prins Christians rolle kommer til at blive i kongehuset.
- Frem til nu har han ikke været det, man i Storbritannien kalder en "working royal" - et arbejdende medlem af kongehuset. Men det er klart, at det bliver interessant at se, hvad der sker med ham.
- Men vi kommer nok til at se ham en del mere i rampelyset, end vi har gjort før.