Der er indkaldt 16 vidner i sagen, hvor den 38-årige Thomas Thomsen vil frifindes for drab og voldtægtsforsøg på den 22-årige Mia Skadhauge Stevn.
Det er kommet frem under første retsmøde i ankesagen i Vestre Landsret i dag.
For to år siden blev liget af den 22-årige Mia Skadhauge Stevn fundet i Dronninglund Storskov i Nordjylland.
Hun havde forinden været forsvundet i flere dage efter en bytur i Jomfru Ane Gade i Aalborg.
Sidste sommer blev den 38-årige elektriker Thomas Thomsen dømt for drabet på den unge kvinde.
Han blev også dømt for voldtægtsforsøg og for usømmelig behandling af hendes lig, som han havde forsøgt ihærdigt at skille sig af med. Han blev idømt forvaring.
Men den 38-årige mand vil frifindes for drab og voldtægtsforsøg, og derfor indledte Vestre Landsret i dag ankesagen.
Ikke alle vidner genindkaldt
Da specialanklager Emil Stenbygaard fra Statsadvokaten i Viborg her til formiddag kom med sin præsentation af sagen, kom det frem, at der er indkaldt flere vidner, som skal afgive forklaring.
Der er tale om 16 vidner, der alle også var en del af byretssagen sidste sommer. Der er tale om en retsmediciner, flere politifolk samt personer, der mødte den unge kvinde i byen den nat, hvor hun mistede livet.
Derudover skal en tidligere kollega også afgive forklaring.
Men der er flere vidner, som ikke skal afgive forklaring i Vestre Landsret.
Der er tale om tre af Thomas Thomsens ekskærester og en person, som den 38-årige tidligere har dyrket kampsport med.
- Efter fornyet vurdering af sagens beviser, og den dom der er afsagt i byretten, er vi kommet frem til, at de ikke spiller en rolle under denne bevisførelse, lyder det fra specialanklager Emil Stenbygaard.
Det var de samme fire vidner, som forsvarsadvokat Mette Grith Stage under byretssagen protesterede over.
Hun har betegnet dem som irrelevante for sagen, idet de ikke har noget med selve drabsanklagen at gøre, men var indkaldt for at sige noget om den tiltaltes person.
Forsøgte at få nye vidner ind
Bevisførelsen bliver derfor stort set den samme, som da sagen kørte i byretten sidste år.
Anklagemyndigheden havde dog forsøgt at få en tre nye vidner ind for at afgive forklaring.
Ifølge DR Nyheders oplysninger matchede Thomas Thomsens dna et spor i en gammel sag om et overgreb på en sovende kvinde i Aalborg i 2010.
Sagen drejede sig om en episode i en lejlighed tæt ved Jomfru Ane Gade, hvor to kvinder efter en tur i byen vågnede ved, at en mand var i gang med at begå et seksuelt overgreb på den ene kvinde.
Manden flygtede ud af lejligheden, og sagen blev ikke opklaret. Politiet har først kendt til matchet efter byrettens dom sidste år.
Vestre Landsret besluttede dog at afvise de tre vidner, da de ikke mente, at det havde relevans i forhold til sagen.
Vil have ham idømt livstid
Det er efter planen først i morgen, at den 38-årige mand selv skal afgive forklaring i sagen.
Han har tidligere forklaret, at det er rigtigt, at han samlede Mia Skadhauge Stevn op i byen den februarmorgen for to år siden.
Han kørte efterfølgende til Hammer Bakker, hvor han var i omkring en time.
Sidste år forklarede den 38-årige Thomas Thomsen, at han og den unge kvinde skulle have en seksuel relation, og at de derfor sammen gik ind i skoven.
Under gåturen faldt Mia Skadhauge Stevn og blev kvalt i remmen fra sin taske.
I stedet for at yde førstehjælp gik han i panik og kørte mod sin bopæl, hvor han parterede liget af den afdøde kvinde.
Men hverken retsmedicineren eller Retten i Aalborg troede på den forklaring.
Retten i Aalborg mente, at den 38-årige mands forklaring var utroværdig og konstrueret til lejligheden.
De mente, at Mia Skadhauge Stevn blev dræbt ved kvælning.
- Tiltales forklaring må tilsidesættes som utroværdig og i strid med objektive beviser i sagen, herunder de lægelige oplysninger, lød det i rettens konklusion om skyld.
Byretten kom dog ikke frem til, at det var bevist, at den 38-årige elektriker havde udsat den unge kvinde for et overgreb.
De mente dog, at det var hans hensigt, og derfor blev han i byretten dømt for voldtægtsforsøg.
Men anklagemyndigheden mener, at han skal dømmes for voldtægt af den 22-årige sygeplejerskestuderende. De mener også, at straffen skal skærpes, så den 38-årige bliver idømt livstid.
Det forventes, at der bliver afsagt dom 30. maj.