Når Retten i Næstved i dag begynder straffesagen mod en nu 33-årig mand, bliver det en af de største kriminalsager i nyere historie.
For da politiet i april sidste år befriede en 13-årig pige, der havde været bortført i 27 timer, var det ikke enden på en politiefterforskning.
En 33-årig mand sidder i dag tiltalt for en række grove forbrydelser mod tre helt unge piger - og politiet mener, at der er tale om en serieforbryder.
Han er tiltalt for blandt andet drab og voldtægt af den 17-årige Emilie Meng, langvarig frihedsberøvelse og flere voldtægter af en 13-årig pige samt et overfald på en 15-årig pige i Sorø.
Manden erkender dele af forholdet omkring den 13-årige pige, men han nægter sig ellers skyldig i størstedelen af forholdene mod ham.
I podcasten Lyssky kan du få den samlede fortælling om de tre alvorlige forbrydelser, ligesom podcasten hver uge giver indsigt og perspektiv på det, der bliver kaldt en af Danmarkshistoriens største retssager.
Du finder den i DR Lyd:
Anklage: Kørte 13-årig ned
Det var i april sidste år, at en kun 13-årig pige blev bortført fra byen Kirkerup sydøst for Slagelse.
Ifølge anklageskriftet, som DR Nyheder har fået aktindsigt i, mener politiet, at den nu 33-årige mand bevist kørte den 13-årige pige ned, mens hun kom kørende på sin cykel.
Han tvang hende efterfølgende ind i sin bil, hvor han blandt andet bandt hende med strips.
Den 13-årige pige blev derefter udsat for en række voldtægter og andre seksuelle overgreb på blandt andet to forskellige adresser - heriblandt på hans bopæl i Korsør, hvor politiet befriede den 13-årige.
I anklageskriftet fremgår det, at han har forhindret hende i at slippe væk under bortførelsen. Han er også tiltalt for grov vold, vold og trusler mod hendes liv.
Manden er desuden tiltalt for at ville dræbe den 13-årige pige 'formentlig ved kvælning'. Det blev ifølge tiltalen forhindret, fordi politiet anholdt ham den 16. april 2023.
Manden blev dagen efter fremstillet i grundlovsforhør, og han har siddet fængslet frem til i dag.
Koblet til andre sager
Allerede samme dag, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi anholdt den tiltalte, satte man et hold efterforskere på, som i mange år havde beskæftiget sig med et uopklaret pigedrab i kredsen.
Drabet på den kun 17-årige Emilie Meng, som forsvandt efter en bytur 10. juli 2016.
Et halvt år efter blev den unge pige fundet dræbt i en sø ved Regnemarks Bakke ved Borup - 60 kilometer fra Korsør Station, hvor hun sidst blev set i live.
Ti dage efter anholdelsen af den 33-årige mand oplyste politiet, at man mente, at han stod bag drabet.
Ifølge anklageskriftet samlede den tiltalte den 17-årige Emilie Meng op i sin bil omkring klokken 04.00 om natten ved Korsør Station i juli 2016.
Anklageskriftet beskriver, hvordan manden "formåede at få Emilie Meng til at stige ind i sin bil", og at han derfor mod hendes vilje bragte hende til et ukendt sted, hvor hun ifølge politiet blev udsat for vold, trusler og voldtægt.
Her mener politiet, at den tiltalte efter frihedsberøvelsen dræbte Emilie Meng "formentlig ved kvælning, herunder ved at sætte pakketape rundt om hendes mund og næse".
Efterfølgende placerede han liget i søen, og han er derfor tiltalt for usømmelig behandling af lig.
Den 33-årige er desuden tiltalt for et voldsomt overfald på en kun 15-årig efterskolepige ved Sorø, som politiet mener, at han ville frihedsberøve og voldtage.
Hun blev både udsat for vold, truet med en kniv og fik påstat strips på sine hænder. Hun skreg dog op, og gerningsmanden flygtede efterfølgende.
Manden er også tiltalt for at have haft seksuelt overgrebsmateriale af børn, blandt andet adskillige videoer i den groveste kategori.
33 vidner indkaldt
Retssagen kommer til at strække sig frem til slutningen af juni, hvor der vil komme en afgørelse.
Politikredsen oplyser, at man vil indkalde 33 vidner i løbet af sagen.
Allerede tidligt i sagen kom det frem, at den 33-årige var blevet afhørt og havde afgivet en dna-prøve i forbindelse med efterforskningen af Emilie Meng.
Det skyldtes, at han på gerningstidspunktet for drabet på Emilie Meng ejede en lys Hyundai i30, som politiet tidligere havde efterlyst.
Politiet formoder nemlig, at det var en bil af det mærke, som blev fanget på et overvågningskamera på Korsør Station i minutterne efter, at Emilie Meng forsvandt tilbage i 2016.
Men selvom den 33-årige afgav dna, var resultatet ikke et brugbart match.
- Nogle af dna-sporene, vi har, er ikke nogle, der kan holdes op mod de traditionelle referenceprøver. Vi har derfor samarbejdet med internationale eksperter i retsgenetik, lød det fra politiinspektør Kim Kliver, da man havde sigtet den 33-årige for drabet på teenagepigen.
Anklagemyndigheden har også i forbindelse med retsagen indkaldt flere ekspertvidner, som blandt andet skal afgive forklaring omkring netop dna - heriblandt Eske Willerslev.