Tre kvinder er blevet tiltalt for at have rejst til Syrien for at være husmødre for personer i Islamisk Stat.
Kvinderne, der er danske statsborgere, blev i oktober 2021 sammen med deres tilsammen 14 børn evakueret fra Roj-lejren i det nordøstlige Syrien.
De har siddet varetægtsfængslet lige siden.
- Det er vores opfattelse, at kvinderne har været en vigtig del af IS i forhold til familiemæssig og praktisk understøttelse af terrororganisationen, hvilket bidrog til IS-aktiviteterne i de besatte områder, siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen, Statsadvokaten i Viborg, i pressemeddelelsen.
Kvinderne er 33, 35 og 38 år.
Kvinderne rejste uden tilladelse til Raqqa-provinsen og Deir al-Zour-provinsen i en periode, hvor områderne var kategoriseret som "konfliktområder".
Sagerne behandles særskilt ved Retten på Frederiksberg, Retten i Esbjerg og Retten i Kolding.
Ifølge pressemeddelelsen ventes den ene af kvinderne at tilstå anklagen. Den sag behandles allerede den 18. november på Frederiksberg.