Den nye skærpede straf for tiggeri blev tirsdag brugt mod tre udlændinge, der forsøgte at få mønter fra forbipasserende i København.
14 dages ubetinget fængsel lød dommen til de tre i Københavns Byret, hvor ingen af dem dog dukkede op. I stedet blev politifolk afhørt om, hvad de havde oplevet.
- Hun udtalte "money" og "food" lige op i ansigtet på mig. Og så foreviste jeg hende mit politiskilt, fortalte en politiassistent.
Lige som de øvrige betjente var han i civilt tøj, da han forleden var sendt ud for at afsløre tiggere. Ved Nørrebro Station fotograferede han og en kollega den 43-årige rumænske kvinde.
En anden sag drejer sig om en 37-årig rumænsk mand, der sad ved Netto nær Nørreport Station. En kvindelig betjent iagttog ham fra en bænk i cirka ti minutter.
- Han raslede med koppen, hver gang der kom nogen forbi, fortæller hun.
Da hun nærmede sig ham, siger han også "please" til hende. I stedet blev han på stedet anholdt, og en medbragt rumænsk tolk fortalte ham om datoen for retsmødet.
Den tredje dømte er en 31-årig bulgarsk mand, der sad ved nedgangen til Dybbølsbro Station.
/ritzau/