Den tidligere PET-chef Jakob Scharf er blevet sigtet for at overtræde sin tavshedspligt i forbindelse med bogen 'Syv år for PET'.
Det bekræfter Københavns Politi over for DR Nyheder. Han er sigtet for brud på tavshedspligten.
Jakob Scharf har ingen kommentarer til sigtelsen.
Bogen 'Syv år for PET' udkom i efteråret 2016, og i den fortæller Jakobs Scharf om sin tid hos Politiets Efterretningstjeneste (PET) herunder om konkrete terroraktioner. Ifølge Jakob Scharf står der ikke noget hemmeligt i bogen.
- Der står ingenting i den bog, der blotlægger hemmelige operationer eller andre tilsvarende oplysninger fra min tid som PET-chef. Tværtimod bygger den på åbne kriminalsager, der alle har været for retten, har Jakob Scharf sagt.
Men allerede inden udgivelsen vakte bogen opsigt, og Politiets Efterretningstjeneste forsøgte at stoppe den og fik inden bogudgivelsen i nattens mulm og mørke nedlagt fogedforbud i Københavns Byret, fordi PET mente, at bogen ville indeholde oplysninger, der var omfattet af Jakob Scharfs tavshedspligt, og som kunne skade PET.
PET havde på forhånd forsøgt at få bogens manuskript til gennemsyn, hvilken forlaget People's Press afviste.
På trods af fogedforbuddet blev bogen solgt i en række boghandlere, og Politiken valgte at udgive bogen som et særtillæg i avisen, selv om der var nedlagt fogedforbud mod bogen.
Det fik daværende justitsminister Søren Pind (V) til at kalde bogudgivelsen for krænkende.
Efter at have læst bogen valgte PET at anmelde Jakob Scharf til Københavns Politi for overtrædelse af tavshedspligten. Det skete den 11.oktober 2016.
I en pressemeddelelse oplyste PET, at myndigheden mente, Jakob Scharf havde overtrådt straffelovens §152, der kan give op til seks måneders fængsel eller to år under skærpende omstændigheder.
Hvis man som offentligt ansat er underlagt tavshedspligt, kan det blandt andet omfatte fortrolige oplysninger, som man har modtaget, mens man er ansat. Har man været i en efterretningstjeneste, må man eksempelvis ikke fortælle nogen om hemmelige operationer eller PET's arbejdsmetoder, som ikke har været offentliggjort i forvejen.