Det hører ikke hverdagen til hos PET offentligt at anklage et andet lands efterretningstjeneste for at ville begå et attentat i Danmark.
Det siger tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen. Derfor er det også meget opsigtsvækkende og interessant, at PET i dag har beskyldt Irans efterretningsvæsen for sådanne planer.
- Det er uhyre sjældent, at man oplever en efterretningstjeneste direkte rette sin påstand mod en fremmed efterretningstjeneste. Det kræver en vis styrke og mod at sige det så præcist. For det kan jo medføre nogle internationale konflikter, der kan få betydning for Danmarks forhold til Iran, siger Hans Jørgen Bonnichsen.
Med PET's udmelding sætter Danmark sit diplomatiske forhold til Iran over styr, men beviserne mod Iran må være så tydelige, at man tør gå ud med anklagerne, vurderer han.
- PET har virkelig tænkt sig om, før man har valgt det skridt.
Førte til nedlukning af Danmark
Ifølge PET har den iranske efterretningstjeneste planlagt et angreb på en person med iranske rødder, der bor i Danmark.
Vedkommende er en del af en international oprørsbevægelse ved navn ASMLA, der står i opposition til det iranske styre og arbejder for at oprette en selvstændig stat i en del af Iran.
Det var det mulige attentat, der var baggrund for en storstilet politiaktion, som den 28. september lukkede store dele af Danmark og skabte kilometerlange køer på motorveje.
21. oktober blev en norsk statsborger med iranske rødder anholdt i Göteborg med forbindelse til sagen.
- Han er sigtet for at have sat en iransk efterretningstjeneste i stand til at virke i Danmark samt for at have taget del i forberedelsen af et attentatforsøg, fortalte PET-chef Finn Borch Andersen på et pressemøde i dag.
Manden nægter sig skyldig og er varetægtsfængslet til 8. november.
Hans Jørgen Bonnichsen kender godt til, at Irans efterretningsvæsen tilsyneladende spionerer og opererer i andre lande.
Det oplevede han selv i sin tid hos PET, hvor iranske flygtninge ifølge Hans Jørgen Bonnichsen blev skygget for at undersøge, om disse kunne være en trussel mod præstestyret, de var flygtet fra og i udlandet være med til at destabilisere det.
- Rent historisk er det ikke ukendt, at man opererer på denne her måde, siger han.
Udenrigsminister Anders Samuelsen LA) har sagt, at det kommer til at få konsekvenser, at Iran har planlagt et angreb i Danmark. Han holder pressemøde i aften klokken 18.30.
Dr.dk dækker pressemødet med udenrigsministeren live.
Hvem er ASMLA?
- •
Gruppen Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz (ASMLA) kæmper for, at det sydvestlige Iran løsriver sig og bliver sin egen nation.
- •
De iranske myndigheder mener, at gruppen stod bag et angreb i Iran 22. september på en militærparade, der kostede mindst 25 livet.
- •
Efterfølgende blev den danske, hollandske og britiske ambassadør i landet indkaldt til et hastemøde i Teheran.
- •
Det skyldes, at de tre lande - ifølge de iranske myndigheder - alle har medlemmer fra ASMLA-gruppen boende i deres land.
- •
Efter angrebet stod gruppens danske talsmand frem i et interview med DR Nyheder, hvor han fortalte, at gruppen sympatiserede med angrebet, men at de hverken havde kendskab til eller havde deltaget i planlægningen af angrebet.
- •
Det var konkrete trusler mod gruppen i Danmark, som var årsag til den store politiaktion, der lukkede dele af Danmark.
- •
Gruppemedlemmer, der siden foråret har været under PET-beskyttelse, holder til i Ringsted. Her blev en mistænkelig sort volvo set i nærheden af deres adresse. Da den stak af fra politiet, fik det politiet og PET til at slå alarm. Men bilen viste sig ikke at have forbindelse til ASMLA.