Tidligere PET-chef: Der var ikke tænkt på Charlie Hebdo-angrebet

PET har set på muhammedtegners tidligere besøg i Danmark frem for at tage ved lære af terrorangreb i Paris, lyder det.

- Hvis man går ind og nærlæser rapporten, kan man også se, at i selve trusselsvurderingen op til mødet i Krudttønden, der glemmer man helt at inddrage det historiske forløb, der hedder Charlie Hebdo, siger Hans Jørgen Bonnichsen. (© DR)

PET levede ikke op til sit "succeskriterie" om at modvirke og forebygge terror, da København blev ramt af et sådant angreb 14.-15. februar i år.

Sådan lyder det fra tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen, efter at justitsminister Mette Frederiksen (S) her til aften har fremlagt en redegørelse om myndighedernes håndtering af terrorangrebet.

Og der var en meget aktuel hændelse, man ikke havde taget tilstrækkeligt højde for, lyder det.

- Hvis man går ind og nærlæser rapporten, kan man også se, at i selve trusselsvurderingen op til mødet i Krudttønden, der glemmer man helt at inddrage det historiske forløb, der hedder Charlie Hebdo. Man tager afsæt i Vilks tidligere besøg i Danmark, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

"Ikke konkrete trusler"

Den 26. januar orienterede Lars Vilks-komiteen PET om, at han den 14. februar ville besøge Krudttønden.

Den 27. januar noterede PET følgende i en trusselsvurdering:

- Politiets Efterretningstjeneste er ikke i besiddelse af oplysninger om konkrete trusler mod Lars Vilks eller arrangementet i øvrigt.

Det fremgår af evalueringen, at PET's trusselsvurdering tog udgangspunkt i Lars Vilks 13 tidligere besøg i Danmark, som alle på nær et enkelt var vurderet til trusselsniveau to ud af fem.

Burde have lagt et bolværk

Han henviser desuden til, at der kun var syv politifolk til stede ved det debatarrangement på Østerbro, hvor tegneren Lars Vilks deltog, og hvor gerningsmanden skød sit første offer, den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard.

- Man glemmer den ydre sikring, så man er i stand til at lægge et bolværk i forhold til der, hvor det foregår, siger Bonnichsen, der også mener, at man "øjeblikkeligt burde have iværksat den massive bevogtning" ved den jødiske synagoge, hvor politiet vidste, at der var fest, og ikke ventet i de godt tre timer, som rapporten viser, at man gjorde.

I rapporten står der således:

- De politimæssige tilsyn i forhold til lokaliteterne med forbindelse til tegningesagen og/eller Charlie Hebdo blev den 27. januar 2015 anbefalet nedjusteret. Dette skete i lyset af, at der nu var en vis tidsmæssig afstand til begivenhederne i Frankrig, og at der i den mellemliggende periode ikke var fremkommet efterretninger, der kunne indikere et behov for tilsyn de pågældende steder. Der blev ikke anbefalet nedjustering af det politimæssige tilsyn i forhold til jødiske og israelske interesser, visse mediehuse og franske interesser.

Meget mere politi ved fodboldkampe

Den tidligere operative chef i PET peger desuden på, at politiet ved for eksempel fodboldkampe mellem Brøndby og FCK ofte møder talstærkt frem.

- Der er der altså et skrigende misforhold, siger han om antallet af politifolk, der var på arbejde ved Krudttønden.

Den tidligere operative chef er dog fortrøstningsfuld i forhold til, at PET og politiet vil tage ved lære af angrebet. Der er således allerede indført flere nye procedurer efter terrorangrebet, blandt andet med øget bevogtning af jødiske institutioner.

- På den måde har man allerede på nuværende tidspunkt ageret i forhold til de læringspunkter, som man kalder det, siger han.