Jakob Scharf er gået over stregen, når den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) i en omstridt bog siger, at amerikanske agenter muligvis har opereret på egen hånd i Danmark.
Det mener en forhenværende højtstående FBI-agent, Jack Cloonan.
- Det er en meget alvorlig beskyldning at komme med. Det vil ikke ødelægge samarbejdet, men det er ikke befordrende, og det er ikke godt, siger han til Politiken.
I bogen "Syv år for PET", som bygger på Jakob Scharfs tid i spidsen for efterretningstjenesten, står der, at amerikanerne måske var i Danmark for at overvåge den terrordømte David Headley uden tilladelse.
- Der var noget, der tydede på, at de amerikanske myndigheder på egen hånd havde været i Danmark for at følge Headley, mens han var her anden gang i sommeren 2009.
- Det var ikke noget, vi kunne konkludere med absolut sikkerhed, men det kunne bestemt ikke udelukkes.
Sådan siger Jakob Scharf i bogen, der i første omgang blev bremset af et fogedforbud på opfordring af PET, som frygter, at indholdet kan skade Danmarks sikkerhed.
Selvsamme skal formentlig stå skoleret over for de amerikanske kolleger.
For Jack Cloonan, der i dag er direktør for et privat sikkerhedsfirma, føler sig ifølge Politiken sikker på, at afsløringen kan få et efterspil.
- Det vil føre til, at der på højt niveau vil komme konsultationer mellem USA og Danmark, hvor USA vil bede om en forklaring, siger han.
/ritzau/