Tidligere efterforskningsleder og drabschef: 'Vi står med noget, der peger på en meget alvorlig forbrydelse'

Politiet har tidligere i dag fortalt, at de arbejder ud fra teorien om, at den 13-årige pige har været udsat for en kriminel handling.

Politiet har siden i går, hvor den 13-årige forsvandt, været massivt ti stede i Kirkerup. (Foto: © Claus bech, Ritzau Scanpix)

Opdatering: DR har slettet efterlysningsbillederne af pigen på politiets opfordring, efter hun søndag blev fundet i live.

Opdatering: DR har efterfølgende fjernet pigens navn fra artikler.

Hvad end der er foregået i Kirkerup, tegner alt lige nu på, at der er tale om en meget alvorlig sag.

Det viser både politiets massive tilstedeværelse i byen og den måde, de kommunikerer om sagen på, mener Bent Isager-Nilsen, der er tidligere politiinspektør, efterforskningschef og leder af Rejseholdet.

- Som dagen er gået, er der ingen tvivl om, at vi står med noget, der peger på en meget alvorlig forbrydelse, siger han.

Tidligere i dag fortalte politiet, at deres teori lige nu er, at der ligger en forbrydelse bag den 13-åriges forsvinden.

Fire scenarier ved forsvundne mennesker

Normalt arbejder politiet ud fra fire muligheder, når et menneske forsvinder, som de skal have udelukket, fortæller Bent Isager-Nielsen.

Èt af scenarierne er en forbrydelse, som politiet er nået frem til må ligge bag den 13-årige piges fosvinden.

De andre scenarier er selvmord, frivillig forsvinden eller en ulykke, fortæller Bent Isager-Nielsen.

- Det er også derfor, at politiet indtil nu har sagt, at de efterforsker sagen bredt, siger han.

- Politiet har stille og roligt elemineret de andre muligheder, og det står nu helt klart, at hun er blevet udsat for en forbrydelse, forklarer Bent Isager-Nielsen.

Pigen forsvandt i går eftermiddags. Natten igennem og hele formiddagen har politiet været i gang med en intens efterforskning.

Selvmord og ulykke er man gået bort fra. Og det sker af og til, at teenagepiger går hjemmefra, siger Bent Isager-Nielsen.

- Men man har nok været omkring flere afhøringer af familien, så man kan udelukke det, siger den tidligere drabschef.

- Og der er ingen tvivl om, at den måde, hendes ting er fundet på, tyder på, at der er sket noget dramatisk, siger han.

Pigens cykel, telefon og taske blev i går fundet i vejkanten i et område, hvor hun uddelte aviser.

Tidligere drabschef Bent Isager-Nielsen mener, at alt tyder på, der er tale om en meget alvorlig forbrydelse. (Foto: © søren bidstrup, Ritzau Scanpix)

Et hus efterforskes massivt

Politiet har i dag været massivt til stede ved en adresse i nærheden af, hvor den 13-åriges ting blev fundet i Kirkerup.

Kriminalteknikere i dna-kitler og mundbind har været ved ejendommen. Afspærringer er ifølge DR's reporter på stedet blevet rykket flere gange.

Og alene deres tilstedeværelse omkring huset er med til at understrege alvoren af sagen, mener Bent Isager-Nielsen.

- Med så mange kriminalteknikere samlet står man med et sted, der skal undersøges massivt for kriminaltekniske spor, siger han.

Meget tyder på, at huset og skovområdet spiller en særlig rolle for politiets undersøgelser lige nu, siger Isager. Men der kan være mange andre ting i gang, som pressen bare ikke kender til, understreger han.

Det er dog langt fra sikkert, at huset, der undersøges, er et gerningssted, og undersøgelsen kan med stor sandsynlighed også blot være for at kunne udelukke noget i den foreløbige efterforskning, siger han.

- Mange gange skal politiet gennem mange fejlting, inden man når det rigtige, for udelukke ting.

Politiet holder doorstep klokken 15.00 i sagen.