De pjattede og snakkede den majaften i Vejle i 2012. Thorfinn Andreasen og hans far Jan Eggertsen havde været til møde på et behandlingssted for misbrugere.
På det tidspunkt havde Thorfinn Andreasen været stoffri i tre år, og hans far havde været i behandling gennem flere måneder. De havde genoptaget kontakten efter års adskillelse. Fremtiden tegnede lysere. De havde planer om at skulle ud og rejse sammen. Jan Eggertsen virkede glad.
Inden Jan Eggertsen gik ned mod stationen for at tage toget hjem til Svendborg, gav Thorfinn Andreasen ham et kram. Han havde ingen ide om, at det var det sidste kram, han skulle give sin far. At det var sidste gang, han så ham i live.
Blodprop i hjernen Tre dage senere fik Thorfinn Andreasen en opringning. Politiet havde været på besøg hos hans lillesøster Freja Støttrup med en trist besked.
Deres far var død af en blodprop i hjernen, fortalte politiet og sagde ellers, at der ikke var noget unaturligt ved dødsfaldet.
- De havde bare fundet ham fredeligt død, siger Thorfinn Andreasen i dag om politiets ord.
Hverken han eller hans søster blev oplyst om et præcist dødstidspunkt, men politiet fortalte, at deres far var fundet død hjemme hos sin psykiater søndag den 13. maj - to dage efter at han havde været sammen med sin søn i Vejle.
Jan Eggertsen havde været patient hos psykiateren gennem et par år, og Thorfinn Andreasen havde indtryk af, at hans far var glad for ham.
Siden er der dukket oplysninger op, der har ændret Thorfinn Andreasens syn på psykiateren markant.
Slæbt ind i campingvogn Da Jan Eggertsen blev fundet på psykiaterens gård, var der en anden person til stede. En anden patient, der boede på gården.
Han ønsker at være anonym, men har til DR Nyheder beskrevet, at psykiateren lørdag den 12. maj 2012 slæbte en livløs person gennem græsset og lagde ham ind i en campingvogn på grunden, hvor han efterlod ham på campingvognens gulv.
Vidnet har taget flere billeder af situationen, og DR Nyheder er i besiddelse af et af dem. På det kan man se, at psykiateren holder en helt slap Jan Eggertsen lige uden for campingvognen:
Ifølge vidnet forlod psykiateren gården, efter at han havde slæbt Jan Eggertsen ind i campingvognen, og først næste eftermiddag, efter at vidnet havde tilkaldt ham, ringede psykiateren til 112.
- Vi tales ved Opkaldet fremgår af politiets optegnelser om sagen, hvor man desuden kan læse, at ambulance og politi ankom til stedet og fandt Jan Eggertsen død på campingvognens gulv og for åben dør.
I politirapporten står også, at psykiateren forklarede til politiet, at han og Jan Eggertsen "sammen gik over til campingvognen", hvorefter de to aftalte "at tales ved."
En forklaring som psykiateren i dag fastholder over for DR Nyheder, selvom han nu er blevet bekendt med fotoet, og at et vidne har set noget andet.
Hvorfor? Det undrer Thorfinn Andreasen, at psykiateren tilsyneladende ikke hjalp hans far og ikke med det samme ringede efter hjælp i stedet for at efterlade ham i campingvognen.
- Det stiller bare en masse spørgsmål. Hvorfor er der behov for at slæbe ham af sted og lægge ham et eller andet gemt sted, spørger han.
Thorfinn Andreasen er ikke den eneste, der finder det bemærkelsesværdigt, at psykiateren ikke tilkaldte hjælp før søndag den 13. maj 2012.
- Billedet viser jo, at han slæber af sted med en person, der er fuldstændig slap, siger professor i psykiatri ved Aarhus Universitet, Poul Videbech, og forklarer, at psykiateren ikke kunne vide, om Jan Eggertsen i den tilstand ville kaste op, eller om han være ville være i stand til at blive ved med at trække vejret.
- Det er helt ufatteligt, at man som læge tør at have en person i den tilstand uden at have en intensivafdeling i ryggen, siger han.
At efterlade nogen i hjælpeløs tilstand strider mod den måde, en læge bør handle på, slår speciallæge i psykiatri og misbrugsekspert, Henrik Rindom, fast.
- Man må sige, at den behandling, der skitseres, efter min mening rækker langt ud over, hvad lægeløftet har sagt, vi vil gøre, siger han.
Politi henlagde sagen
Tilbage i maj 2012 fandt politiet ikke situationen mistænkelig og henlagde kort efter sagen.
Forinden havde politiet rutinemæssigt inddraget en embedslæge - altså en repræsentant fra Sundhedsstyrelsen - til at være med ved ligsynet.
På det tidspunkt vidste Sundhedsstyrelsen, at psykiateren tilbage i 2002 fik en svær hjerneskade ved et trafikuheld, og at flere speciallæger og hans arbejdsgiver dengang vurderede, at det var tvivlsomt, om han var i stand til at arbejde alene.
På trods af det etablerede manden sig som privatpraktiserende psykiater i Danmark i 2007 efter et ophold i udlandet. Men snart opstod problemerne.
Indberetninger om psykiater Inden Jan Eggertsens død i maj 2012 havde Sundhedsstyrelsen modtaget mere end 20 indberetninger om psykiateren fra patienter, pårørende, læger, misbrugscentre og kommuner.
Advarslerne handlede om, at psykiateren ikke havde styr på diagnoser, om alvorlige fejlbehandlinger, og at han ofte udskrev alt for meget medicin til sine patienter.
Samtidig viser flere dokumenter, som DR Nyheder har fået indsigt i, at i maj 2012 havde Sundhedsstyrelsen mistanke om, at psykiaterens var involveret i, at en anden af psykiaterens patienter var død af medicinforgiftning fem måneder år tidligere.
En embedslæge fra Sundhedsstyrelsen var med ved det retslægelige ligsyn af Jan Eggertsen. I den situation skal embedslægen, ifølge Sundhedsstyrelsens beskrivelse, blandt andet gennemgå de politimæssige oplysninger i sagen med politiet.
Embedslægen fandt ved ligsynet tilsyneladende intet mistænkeligt ved, at en af psykiaterens patienter er død på hans grund. I hvert fald har Sundhedsstyrelsen over for DR Nyheder oplyst, at den ingen sag har om Jan Eggertsens død.
- Det er dybt chokerende, at de ikke undersøger sagen og bare tager (psykiaterens red.) ord for gode varer. Jeg tror, at den eneste grund til, at de ikke har undersøgt det, er, at han jo har en vis status med sin uddannelse og stiller sig i et andet lys. Men det er dybt uprofessionelt, siger Thorfinn Andreasen.
- For sen reaktion
Sundhedsstyrelsen fratog psykiateren hans autorisation midlertidigt i maj 2013 - et år efter Jan Eggertsens død. Psykiateren fik begrundelsen, at De "kan være til fare for deres patienter".
Thorfinn Andreasen og hans søster Freja Støttrup synes, at den beslutning kom alt for sent. Det gør Thorfinn Andreasen utryg, at en syg mand har kunnet få lov til at behandle andre gennem så mange år - især når der var så mange advarsler mod ham.
Derfor er han i dag langt mere vred på Sundhedsstyrelsen end på den nu tidligere psykiater:
- Manden har jo en hjerneskade, og det bliver man jo nødt til at tage med i sine overvejelser, inden man peger fingre. Den egentlige skyld i det her har Sundhedsstyrelsen. De kunne have stoppet den her mand i 2002.
Langt væk fra barndommens skøjtebane
Hjemme hos Thorfinn Andreasen husker han sammen med sin lillesøster tilbage på deres far.
De kan huske, at han arbejdede i en pølsevogn ved en skøjtebane i Kolding og lavede de bedste pommes fritter. Men de tydligste minder handler om, hvordan det var at vokse op med en far, der havde ADHD og var stofmisbruger.
Misbruget gjorde, at de i flere år ikke så deres far. Mens det til sidst lykkedes Thorfinn Andreasen at få kontakt, nåede Freja Støttrup det ikke. Hun fortæller, at hun ellers havde besluttet sig for, at hun gerne ville se sin far igen, når han havde været stoffri i et halvt år:
- Der var ikke så lang tid til.
Ingen kommentarer
Den tidligere psykiater ønsker ikke at udtale sig i et interview til DR Nyheder om sagen eller om den omfattende kritik, der i øvrigt er rejst imod ham for hans arbejde som psykiater.
Det begrunder han med hensynet til sin familie og med bekymring for, at sagen vil skade det yoga- og meditationscenter, han er i gang med at opbygge.
Sundhedsstyrelsens svar
DR Nyheder har desuden bedt Sundhedsstyrelsen svare på en række spørgsmål i sagen, herunder om hvorfor den ikke greb ind og stoppede psykiateren langt tidligere, end det skete.
Sundhedsstyrelsen har afvist at stille op til et interview. men har sendt et skriftligt citat fra direktør med særligt ansvar for tilsyn, Anne-Marie Vangsted:
"Sundhedsstyrelsen fratog den 8. maj 2013 (psykiateren red.) hans autorisation midlertidigt under henvisning til § 8, stk. 1 (overhængende fare). Sagen vedr. (psykiateren red.) permanente autorisationsfratagelse ligger for tiden i Retslægerådet, der i medfør af autorisationslovens § 9,stk. 2, skal udtale sig inden en evt. sag anlægges."
"På grund af sagens karakter og hensynet til beskyttelse af personfølsomme oplysninger kan Sundhedsstyrelsen ikke kommentere yderligere på sagen."
Hvis du har mistanke om, at du er blevet fejlbehandlet af den hjerneskadede psykiater fra Vestjylland, skal du kontakte din praktiserende læge. Det oplyser Region Midtjylland til DR Nyheder.
Og hvis du mener at have oplysninger i sagen, hører vi gerne fra dig på tipos@dr.dk