Theresa May bliver ny britisk premierminister onsdag

David Cameron træder tilbage før tid, og allerede onsdag hedder den britiske premierminister Theresa May.

Theresa May skal nu forene Storbritannien efter Brexit. (Foto: © CHIRS RADBURN, Scanpix)

Storbritannien får sin anden kvindelige premierminister på onsdag.

Det meddeler siddende premierminister David Cameron.

Den 59-årige nuværende indenrigsminister, Theresa May, får overdraget nøglerne til Downing Street 10 før tid.

Det var nemlig meningen, at det britiske regeringsparti, Det Konservative Parti, skulle udpege sin nye formand den 9. september, men den eneste modkandidat, Andrea Leadsom, trak sig tidligere i dag.

David Cameron forklarer på et kort pressemøde i Downing Street, at han i morgen vil stå i spidsen for sit sidste regeringsmøde. Onsdag skal han til spørgetime i Underhuset, og kort herefter kører han til Buckingham Palace, hvor han formelt vil indgive sin afskedsbegæring hos dronningen.

- Jeg glæder mig over, at Theresa May bliver den næste premierminister. Hun er stærk, kompetent og i stand til at yde det lederskab, vores land har brug for i de kommende år. Hun har min fulde støtte, siger han:

Formandsskiftet hos partiet sker, efter briterne stemte om at forlade EU ved en folkeafstemning. Pro-europæiske David Cameron tog konsekvensen og meddelte kort efter, at han trak sig som formand for partiet og dermed landets premierminister.

Theresa May har allerede afvist, at der vil komme en ny folkeafstemning, som flere briter har forlangt, efter Brexit blev en realitet.

Theresa May bliver Storbritanniens anden kvindelige premierminister efter Margaret Thatcher.